2011

I 2011-sæsonen har Ib Kragh indgået i Peugeot Sport Dealer Team DK. Når den nye rallysæson tager sin begyndelse, vil årets tredobbelte løbsvinder fortsætte i sin Peugeot 207 Super 2000, men ikke være en del af teamet.

”Det er en fælles beslutning, vi har truffet i mindelighed,” siger teamchef Jens-Ole Kristiansen fra Peugeot Sport Dealer Team DK. ”Samarbejdet har fungeret godt. De sportslige resultater kan der heller ikke peges fingre på, men vi har vurderet, at begge parter kommercielt set vil stå stærkere hver for sig i 2012.”

”Når man er en del af et stort team med mange sponsorer, må man tage hensyn til dem,” siger Ib Kragh. ”Igennem mine mange år i sporten har jeg opbygget en stor kreds af personlige sponsorer, men jeg har i den forgangne sæson været i en situation, hvor jeg har måttet takke nej til sponsoremner, fordi de ville kollidere med sponsorer, teamet i forvejen havde.”

”Man kommer ikke udenom, at sponsorer er særdeles vigtige, når man skal køre rally på topplan, og dette forhold har vejet tungt i beslutningen.”

Ib Kragh vil fortsætte i den Peugeot 207 Super 2000, som han sammen med Mie Petersen kørte til tre generalsejre og et sæt sølvmedaljer i årets Danmarksmesterskab i rally.

”Selv om Ib ikke længere er en del af Peugeot Sport Dealer Team DK, vil vi stadig bistå ham med assistance f.eks. i relation til den tekniske support fra Peugeot Sport i Frankrig,” siger Jens-Ole Kristiansen.

Såvel Ib Kragh som Peugeot Sport Dealer Team DK forventer inden længe at præsentere deres planer og programmer for 2012.

Der herskede på intet tidspunkt tvivl om, at vinderne af finalen i Danmarksmesterskabet i rally ville komme fra Peugeot Sport Dealer Team DK. Gennem hele Danboring Rally ved Herning var løbet en duel med Ib Kragh og Mie Petersen på den ene side og Christian Jensen og Freddy Pedersen på den anden side.

På de 14 hastighedsprøver var der sjældent mere end fem sekunder mellem de to mandskaber, og da løbets sidste hastighedsprøve var overstået, var Christian Jensen og Freddy Pedersen 14,9 sekunder hurtigere. Men det var Ib Kragh og Mie Petersen, der endte med at få sejren, da en støjkontrol efterfølgende udløste et strafminut til teamkammeraterne.

”Jeg har ikke oplevet en større skuffelse i min rallykarriere. Jeg er skuffet over at have været hurtigst og så ikke få sejren alligevel,” siger Christian Jensen. For hans teamkammerat var jublen over sejren ligeledes begrænset. ”Det var en flad fornemmelse at vinde på den måde,” siger Ib Kragh.

Alle rallybilerne i feltet var blevet støjmålt inden starten af løbet for at sikre, at de ikke overskred reglementets grænse på 103 decibel. Senere blev bl.a. Christian Jensens bil udtaget til efterkontrol.

”Før løbet blev bilen målt til 99,5 dB, men efter løbet sagde målingerne 110-111 decibel,” fortæller Christian Jensen. ”Jeg har ikke noget imod, at der er kontrol, for det er i sportens interesse, men allerede ved for-kontrollen var der flere, som påpegede, at støjmålingerne ikke viste det normale niveau for bilerne.”

Strafminuttet rykkede Christian Jensen og Freddy Pedersen fra første- til tredjepladsen, mens Ib Kragh og Mie Petersen blev tildelt sejren. Samtidig byttede de to hold også rækkefølge i kampen om sølvet og bronzen.

”Jeg ville helst have haft den store medalje, for sølv er jo den første taber,” siger Ib Kragh, der skulle vinde finalen for at bevare sin guldchance. ”Jeg havde lovet mine servicefolk, at jeg ville give gas fra morgenstunden, og det gjorde jeg. Jeg var hurtigst på fire af de seks første prøver, men så ødelagde nogle slingreture på prøven ved Herninghallerne tingene.”

”Jeg fik et smæk på ni sekunder, og så blev det svært. Christian og jeg lå stadig og kæmpede om tiendedele og sekunder, men jeg skulle også passe på Max Christensen. Satsede jeg for meget, kunne jeg stå af, og så kunne jeg måske også miste bronzen.”

En medalje er sikret på forhånd i kampen om Danmarksmesterskabet i rally, men den kan blive af fineste karat. Når Danboring Rally køres den 28.-29. oktober i og omkring Herning, har Ib Kragh og Mie Petersen mulighed for at blive Danmarksmestre i den hårde 4WD-klasse.

”Jeg er desværre ikke selv helt herre over tingene, for jeg er afhængig af andre ting, for at jeg kan blive mester. Jeg har jo en medspiller i Brian Madsen, som skal have uheld,” siger Ib Kragh. ”Brian vil selvfølgelig køre taktisk – det ville være dumt af ham at gå ud at satse for at vinde generelt, men det havde været sjovere, hvis den der var den bedste af kørerne på dagen også ville slutte som Danmarksmester.”

Ib Kragh er nemlig 15 point efter den mesterskabsførende Brian Madsen, mens Christian Jensen og Freddy Pedersen er yderligere fem point efter. Skal Peugeot Sport Dealer Team DK hente guld, så skal man som minimum i offensiven.

”Jeg har før kørt med ryggen mod muren,” siger Ib Kragh. ”Det gjorde jeg, da jeg vandt mit første DM i 1996 mod vores teamchef Jens-Ole Kristiansen, hvor jeg skulle vinde med 21 sekunder. Det gjorde jeg. Der er mange ting, som skal flaske sig. Kører Brian fornuftigt, så kan jeg køre lige så stærkt jeg vil, men det hjælper ingenting. Men vi kan begge få problemer med bilerne. Der er ikke noget, som er afgjort, før vi holder på målstregen.”

Christian Jensen er også indstillet på at køre et offensivt løb lige fra start.

”Selv om jeg vil køre min egen chance, så er det da klart, at hvis der opstår en situation, hvor Brian Madsen udgår eller slutter langt nede, så vil jeg naturligvis hjælpe Ib. Men hvis det ikke sker, så vil jeg køre for at vinde,” siger Christian Jensen.

Det blev til en dobbeltsejr for Peugeot Sport Dealer Team DK, da årets Expo Partner Arminox Rally blev afviklet. Christian Jensen og Freddy Pedersen vandt på hjemmebane deres første sejr i denne sæson, mens Ib Kragh og Mie Petersen fulgte dem til dørs med en andenplads, der stadig gør dem til kandidater i kampen om Danmarksmesterskabet.

For Ib Kragh og Mie Petersen var starten på løbet dog langt fra optimalt. Da halvdelen af de tolv hastighedsprøver var kørt, lå de ellers helt nede på femtepladsen.

”Jeg var tændt fra morgenstunden, men vi vidste, at det var svært, for det var Christians hjemmebane, men jeg kunne ikke lide den måde, bilen kørte på,” fortæller Ib Kragh. ”Vi havde prøvet nogle ændringer, men det var ikke noget, jeg følte mig tryg ved. Den kørte ok fra morgenstunden, men jeg ville ikke satse noget.”

”Da vi kom ind til middagspausen, blev vi enige om at lave om på bagenden af bilen, og herefter kunne jeg bare mærke, at det var som at få en ny bil. Den var helt anderledes. Bedre i indbremsningerne, og meget bedre, når man skulle dreje med den, og så følte jeg mig tryg ved den.”

Efter ni hastighedsprøver var Ib Kragh treer og på næstsidste hastighedsprøve kunne han gå forbi Brian Madsen.

”Brian fik problemer, men der var hård kamp,” siger han. ”På den sidste prøve skulle vi stadigvæk køre stærkt, men måtte heller ikke lave fejl, så man røg af. Det var en hårfin balance.”

Sejr er målsætningen

Målsætningen for Ib Kragh er klar, når det gælder weekendens Expo Partner Arminox Rally. Der skal en sejr på scoringstavlen i årets næstsidste afdeling af Danmarksmesterskabet i rally.

”Vi er nødt til at køre fra Brian Madsen, der fører DM, for det er den eneste chance, vi har, hvis vi skal holde liv i vores DM-drømme. Så må vi se, om ikke det kan lade sig gøre,” siger køreren fra Juelsminde.

Fakta forud for det kommende løb i Bjerringbro er, at Brian Madsen har 70 point, mens Ib Kragh og hans teamkammerat fra Peugeot Sport Dealer Team DK, Christian Jensen, har scoret henholdsvis 52 og 42 point. Og der er 40 point tilbage at kæmpe om.

”Vi skal bare være foran Brian Madsen, ellers har vi ingen chance,” siger Ib Kragh. ”Christian har kørt stærkt, når vi har kørt i Kjellerup og Hammel, og det tror jeg også, at han vil gøre denne her gang. Kan vi følge med ham, er det fint, men det skal være foran Brian Madsen.”

”Det er fint nok med hjemmebanefordel, men mange af prøverne har jeg faktisk ikke kørt før,” siger Christian Jensen. ”Når klubben i Kjellerup har arrangeret løb, har det været omkring Kjellerup, og her kører vi mere mod nord. Men jeg tager tingene, som de kommer, og kommer der en byge, gør det ikke noget, og selv om jeg kæmper mod Brian og Ib, så skal vi ikke glemme nogle af kørerne i de firhjulstrukne gruppe N-biler. Jeg frygter dem ikke i tørvejr, men bliver det regnvejr, kan de godt blive farlige.”

Peugeot Sport Dealer Team DK fik to biler i top 3, da årets Caramba Rally blev kørt. Christian Jensen og Freddy Pedersen besatte andenpladsen foran Ib Kragh og Mie Petersen.

Ib Kragh havde vundet de to foregående DM-afdelinger og havde halet ind på Brian Madsen, der fører mesterskabet, men det var ikke kun sin egen tredjeplads, der nagede ham. Det var også andenpladsen til Christian Jensen.

”Havde Christian nu bare kunnet tage de sidste fire på Brian, havde det været meget bedre for os, selv om vi stadig var blevet treer. Nu får Brian lige lidt mere luft at gøre med. Han skal faktisk have nul på et tidspunkt, hvis vi skal slå ham,” siger Ib Kragh. Han kom aldrig rigtig ind i kampen om sejren i Caramba Rally.

”Det er de første prøver, vi bliver sat på. Jeg ved ikke, hvad det er, men vi er ikke skarp nok fra om morgenen af. Når man så er 20 sekunder efter, er det svært at køre de 20 sekunder ind og så køre fra dem også. Vi havde nogle enkelte prøver, hvor vi matchede dem, men vi havde ikke helt samme fart, som der plejer at være.”

Hattrick er målsætningen

Peugeot Sport Dealer Team DK i almindelighed og duoen Ib Kragh/Mie Petersen i særdeleshed har en klar målsætning for Caramba Rally, der køres den 19.-20. august omkring Slagelse. Det er at fortsætte stimen af sejre fra Tegee-Dan Rally og Rally Sønderborg.

”Jeg har kun en plan, og det er plan A. Der er ikke nogen plan B,” siger Ib Kragh. Det er ham, som har vundet de to seneste DM-løb efter en uheldig start på sæsonen i Tyskland.

”Vi skal helst vinde, for at vi kan få indhentet noget af det tabte fra årets første løb. Målsætningen er jo, at vi skal i front for mesterskabet. Vinder jeg i Slagelse og kommer Brian (Madsen, red.) på fjerdepladsen, så er det mig, der vil føre, og så ved jeg, hvor jeg har mine konkurrenter inden årets to sidste løb. Mie siger, at det er hendes hjemmebane, fordi hun kommer fra Slagelse. Jeg tror nu ikke, at vi kan bruge det til noget, men måske kan det give hende lidt ekstra gejst.”

Ib Kragh er oppe mod hård modstand. Den DM-førende Brian Madsen kommer netop fra Slagelse og er derfor på hjemmebane, men sidste gang der blev kørt DM-løb ved den vestsjællandske by, var det en anden kører fra Peugeot Sport Dealer Team DK, der vandt. Nemlig Christian Jensen.

Ib Kragh og det øvrige Peugeot Sport Dealer Team DK gjorde rent bord, da det traditionsrige Tvilum Rallyshow blev kørt i Fårvang. Rallykøreren fra Juelsminde sikrede sig en tredjeplads i den ordinære konkurrence, mens han i finalen kom på andenpladsen – efter Christian Jensen og Esben Hegelund, hans to teamkammerater hos Peugeot Sport Dealer Team DK.

”Jeg er sådan set godt tilfreds. Vi havde et problem i starten med benzintryk, hvor bilen tabte tryk. Bilen kørte siden fint. Vi var halvandet sekund efter i finalen, og det er okay,” siger Ib Kragh.

”Jeg skal have de 20 DM-point i næste weekend, og så måtte Christian gerne vinde. Jeg kørte, hvad jeg kunne, men jeg ville ikke begynde at tage chancer, for hvis man ramte en klods og rykkede et hjul af, så kom vi ikke ud at køre i næste weekend.”

Går efter DM-hattrick

Peugeot Sport Dealer Team DK i almindelighed og duoen Ib Kragh/Mie Petersen i særdeleshed har en klar målsætning for Caramba Rally, der køres den 19.-20. august omkring Slagelse. Det er at fortsætte stimen af sejre fra Tegee-Dan Rally og Rally Sønderborg.

”Jeg har kun en plan, og det er plan A. Der er ikke nogen plan B,” siger Ib Kragh. Det er ham, som har vundet de to seneste DM-løb efter en uheldig start på sæsonen i Tyskland.

”Vi skal helst vinde, for at vi kan få indhentet noget af det tabte fra årets første løb. Målsætningen er jo, at vi skal i front for mesterskabet. Vinder jeg i Slagelse og kommer Brian (Madsen, red.) på fjerdepladsen, så er det mig, der vil føre, og så ved jeg, hvor jeg har mine konkurrenter inden årets to sidste løb. Mie siger, at det er hendes hjemmebane, fordi hun kommer fra Slagelse. Jeg tror nu ikke, at vi kan bruge det til noget, men måske kan det give hende lidt ekstra gejst.”

Ib Kragh er oppe mod hård modstand. Den DM-førende Brian Madsen kommer netop fra Slagelse og er derfor på hjemmebane, men sidste gang der blev kørt DM-løb ved den vestsjællandske by, var det en anden kører fra Peugeot Sport Dealer Team DK, der vandt. Nemlig Christian Jensen.

”Jeg håber, at jeg kan slutte lige så godt som sidste gang, selv om det ikke nødvendigvis behøver at blive lige så spændende. Dengang førte vi med 40 sekunder, men en snurretur betød, at vi bare vandt med ti,” siger Danmarksmesteren fra 2009. ”Det er vigtigt for mig at få et topresultat, da jeg jo måtte udgå i det seneste løb i Sønderborg. Det er den eneste mulighed, jeg har for at komme ind i kampen.”

To sejre i træk for Peugeot Sport Dealer Team DK. Det er status efter årets tredje afdeling af Danmarksmesterskabet i rally, og ligesom ved det foregående løb var det Ib Kragh og Mie Petersen, der løb af med de største pokaler ved Rally Sønderborg. Men sejren kunne lige så godt være gået til teamkammeraterne Christian Jensen og Søren Tøndborg.

”Det er en anden måde at vinde på. Vores sejr i Juelsminde var naturligvis speciel, når det var på ens hjemmebane, og man har publikum i ryggen. Men her var der en hård kamp,” siger Ib Kragh om løbet, der blev kørt under meget svære vejrforhold. Han kæmpede dels med sine teamkammerater, dels med den førende i Danmarksmesterskabet Brian Madsen fra Slagelse.

”Først førte vi efter prøve 1, men troede så, at vi ved en fejl ville få en tyvstart på prøve 2, men selv om der ikke skete noget ved det, kører man alligevel og tænker på det inde i hovedet,” fortæller Ib Kragh om løbet. ”Vi holdt Brian bag os, men Christian kom så foran, og det var okay, men pludselig så vi, at Christian holdt stille.”

”Mellem prøve 7 og 8 smed bilen vandet, og vi var bange for, at der var gået en toppakning,” fortæller Christian Jensen. ”Vi valgte at smide håndklædet i ringen. Det var rigtig ærgerligt, når vi var foran med 26 sekunder. Det var som at få en spand kold vand i hovedet, når man havde styr på løbet og bare skulle køre det sikkert hjem. Men sådan er gamet. Det er utaknemmeligt en gang imellem, men vi har da i hvert fald bevist, at vi i teamet har to biler, der kan være med helt i front i mesterskabet og kandidere til sejren.”

”Jeg troede egentlig, at vi førte, da vi så Christian holde, men der havde været fejl på tiderne, og så var vi pludselig tre sekunder efter Brian,” siger Ib Kragh. ”Men jeg fik kørt fra ham på nogle af prøverne, så vi kun var fem tiendedele efter inden næstsidste prøve. Jeg vidste, at jeg havde slået Brian med to sekunder på den prøve tidligere, hvor vi begge havde kørt fejlfrit. Det mente jeg, at vi kunne gøre igen, så jeg satsede hele butikken. Det var tæt på, at vi havde solgt det hele. Men Brian havde også satset og haft en snurretur, hvor han tabte 18 sekunder på den prøve.”

”Så skulle vi bare køre den sidste prøve, men der var en forsinkelse. Der gik syv minutter, og det er altså lang tid at vente, når man ved, at man har en sejr, og at man bare lige skal køre 1900 meter. Det fik vi gudskelov overstået, og det var en rigtig dejlig sejr.”

Sejren til Ib Kragh betyder, at han nu har overtaget den andenplads i kampen om Danmarksmesterskabet i 4WD-klassen, som Christian Jensen havde før løbet. Christian Jensen er nu rykket ned på fjerdepladsen, hvor han ligger blot to point foran Esben Hegelund fra Hadsten, der også havde et dramatisk Rally Sønderborg.