2012

Vil have sin fjerde sejr

Ib Kragh og Mie Petersen er med i deres Peugeot 207 Super 2000, når årets Tvilum Rallyshow køres i Fårvang på fredag.

”Jeg kommer for at vinde og få min fjerde sejr. Det er det, jeg kommer efter. Kort og godt,” siger Ib Kragh, hvis seneste generalsejr ligger tilbage i 2005. ”Det bliver helt sikkert et tæt race. Det er en kort bane, vi kører på, men jeg håber på, at arrangørerne vil gøre den lidt mere åben i svingene, for så kan publikum få noget sjovt rally at se.”

At Ib Kragh har potentialet til at tage sin fjerde sejr i Tvilum Rallyshow, understregede han sidste år, hvor han sluttede i top 3 i såvel den ordinære konkurrence som i finalen. Han forventer, at det ligesom sidste år bliver mærkefællerne Christian Jensen og Esben Hegelund, han skal kæmpe imod.

”Christian og Esben var stærke sidste år, og der skal virkelig hænges i,” slår Ib Kragh fast. ”Jeg har ikke kørt i bilen siden Suzuki Rally, for sommeren er blevet brugt på at få lagt den nye motor i bilen. Jeg skal nok bruge det første heat på at få skudt mig ind på bilen, men derefter skal det nok gå stærkt, selvom vejret også kan spille et puds for os. Får vi en tordenskylle som for nogle år siden, så kan der ske meget. Jeg håber selvfølgelig på godt vejr – det er bedst for alle.”

IK Rally har i forbindelse med årets fjerde afdeling af Mekonomen Rally Championship, der køres i Ringkøbing den 31. august og 1. september, indgået et sponsorsamarbejde med Hotel Fjordgården A/S. Og det er et sponsorsamarbejde, som teamets mange fans også kan gøre brug af, idet det er muligt at få overnatning til specialpriser.

I forbindelse med DM-løbet kan man således få et dobbeltværelse for 599 kroner, mens et enkeltværelse koster 499 kroner. Begge priser er inklusive morgenbuffet, og det vigtigt, at man ved bestillingen oplyser, at det er i forbindelse med DM i rally.

Fredag aften den 31. august kan Hotel Fjordgården tillige tilbyde stegt flæsk ad libitum med hvide kartofler, persillesauce og rødbeder til 128 kroner pr. kuvert. Det er dog en betingelse, at dette også forudbestilles af hensyn til køkkenet.

Booking kan ske på 97 32 14 00 eller rec@fjordgaarden.dk.

Kik tilbage på foråret

Nu er det juli og dermed sommerferie i rally-Danmark. Det er det også hos Ib Kragh og hele mekaniker-teamet, som bakker ham op. I hvert fald forstået på den måde, at der ikke er nogle rallyer eller sprints på programmet, men der skal stadig arbejdes med den sorte og gule Peugeot 207 Super 2000.

Næste gang Ib Kragh og Mie Petersen skal i aktion er ved det traditionsrige Tvilum Rallysprint i Fårvang, men kan man ikke vente med at opleve Ib Kragh i aktion, så kan man besøge fotogalleriet her på hjemmesiden, hvor vi har udvalgt en række billeder fra forårets løb i Mekonomen Rally Championship.

Tredjeplads til Ib Kragh

Ib Kragh og Mie Petersen sikrede sig sæsonens anden top 3-placering, da de i Suzuki Rally i den sidste weekend af juni blev nummer tre i såvel generalklassementet som i 4WD-gruppen.

”Vores tredjeplads i Sorø var vel okay bortset fra, at vi ikke kunne følge med om eftermiddagen, hvor vi skulle køre de længere hastighedsprøver,” siger Ib Kragh. ”De lange prøver passede mig ellers godt, så jeg ved ikke, hvad der gik galt, men jeg er ikke helt tilfreds med undervognen og hvordan bilen kører. Når vi kommer op og kører stærkt, så begynder den ligesom selv at søge efter huller, og det har den ikke gjort før.”

I den sidste del af løbet prøvede Ib Kragh og Mie Petersen ellers at presse de to hold foran sig – Christian Jensen og Freddy Pedersen samt Brian Madsen og Henrik Vestergaard – men slå dem kunne de ikke.

”Jeg synes godt nok, at vi prøvede til på kasernen både første og anden gang,” siger Ib Kragh. ”Anden gang var vi hurtigere end Christian og første gang kæmpede vi næsten indenfor samme sekunder, og så var der desværre ikke helt det flow, jeg gerne ville have på den ekstra pointprøve. Der ramte vi et hop lidt skævt, så Mie tabte luften, og jeg fik hovedpine. Så var det løb nok kørt der.”

”Motoren i bilen er også ved at være træt. Den har kørt langt over det, den måtte, men vi måtte bruge den i Juelsminde, fordi den nye gik i stykker. Den nye er klar, men vi kunne ikke nå at skifte den inden løbet i Sorø, så jeg håber, at det giver lidt mere i de kommende løb.”

Når næste runde af Mekonomen Rally Championship køres på vejene omkring Sorø og Slagelse bliver Ib Kragh/Mie Petersen ikke ene om at repræsentere DK Motorsport i løbet. Det får nye teamkammerater i form af Jesper Bisted/Finn Thomsen.

”Jeg glæder mig til, at vi får et nyt hold i teamet, og jeg byder Jesper og Finn velkomne,” siger Ib Kragh, der i sin Peugeot 207 Super 2000 fortsat vil være DK Motorsports spydspids i kampen om generalsejren ved det kommende Suzuki Rally

”Vi går naturligvis efter sejren generelt. Det kan godt være, at vi er på udebane, men det har jeg det faktisk fint med,” fortsætter Ib Kragh.

”Men man skal være klar fra morgenstunden. Og det er vi igen, men det virker til, at eftermiddagens hastighedsprøver bliver afgørende. Her finder man de længste prøver, og det kan godt være, at man kan lave et hul om formiddagen, men prøven på Antvorskov Kaserne og de andre hastighedsprøver om eftermiddagen er de længste, så det er der, tænderne skal bides sammen. Men det ved de andre også…”

RaceMedia var naturligvis på pletten, da JUAL Rally blev kørt omkring Juelsminde. Her kæmpede Ib Kragh og Mie Petersen hårdt og indædt for at få sejren, og det er der kommet følgende video ud af:

Kongskilde Friluftsgård har lavet et samarbejde med Ib Kragh & Mie Petersen i årets tredje afdeling af DM i rally i Sorø.

Da vi har en god beliggenhed, en skøn natur og masser af plads – sammenholdt med, at vi er et hus med mange interessepunkter, er det derfor meget nærliggende for os at være med inde over de aktiviteter, der sker i vores lokalområde, og vi ser DM i Rally som et spændende interessepunkt for mange mennesker.

Vi tilbyder de forskellige teams ophold i vores afbalancerede rammer midt i idyllen med fred og ro som nabo, og god mad og et behageligt sted at slappe af ovenpå dagen strabadser.

Vi har masser af plads til parkering og dejlige rummelige værelser, og med dette er vi samtidig sponsor for Ib Kragh og hans team og glæder os til at byde dem velkommen på Kongskilde Friluftsgård.

Priseksempler:

Et værelse for op til 4 personer med fælles bad/toilet på gangen koster 420,- pr. værelse pr. dag.

Et værelse for op til 3 Personer med eget bad og toilet koster 495,- pr. værelse pr. dag.

Priser er eksl. Sengelinned/håndklæde, og en linnedpakke kan evt. lejes her for 65,- p.p. Man er også velkommen til selv at medbringe. Menu fredag aften er ovnstegt skinke med flødekartofler og friske grøntsager, dette er en rigtig lækker menu og de meget sultne vil elske det. Pris 149,- p.p og ønskes dessert kan dette evt. tages særskilt med de, som ønsker dette, da vi har flere forskellige at vælge imellem.

Morgenbuffet kører vi for 45,- p.p i restauranten, og tilmelding nødvendig. Vores menu her er forskellige brød, oste, marmelader, kaffe/te, mælk, juice, pålæg, yoghurt med forskellige tilbehør osv.

Ib Kragh var i Horsens til start i CASA Pinse Rallysprint med sin sorte og gule Peugeot 207 Super 2000, og her var rallykøreren fra DK MOTORSPORT med i topkampen om pokaler og kontante pengepræmier. Nogen sejr blev det dog ikke til, men slutfacit var en sammenlagt tredjeplads efter de tre indledende heats og så en andenplads i super heatet.

Selv havde Ib Kragh håbet og troet på, at han kunne have opnået et bedre resultat.

”Jeg ved ikke, hvad der går galt, men jeg må sikkert ikke have satset nok i de to første heat,” indrømmer Ib Kragh. I såvel det første som det andet heat manglede han fem sekunder til den senere vinder.

”Jeg døjede med hovedpine i andet heat, men det gik heldigvis væk til det tredje heat, hvor jeg var mere frisk. Samtidig gav jeg også bilen to nye fordæk, og så kørte den meget bedre. Lidt mere aggressiv kørsel gjorde også, at tiden var ved at være der, og så tænkte jeg, at jeg ville give den to nye fordæk til finalen.”

Det var meget tæt på, at det skulle være endt med en sejr i finalen, men da stopurene var færdige med at tikke, manglede Ib Kragh sølle otte tiendedele af et sekund efter den ti kilometer lange hastighedsprøve.

”Jeg lavede en fejl, da jeg så en konkurrent var punkteret og vendte om,” forklarer han. ”Så tænkte jeg på andet end det, jeg skulle, og så var der et sted, hvor jeg var i et alt for højt gear og måtte file på koblingen for at komme i gang. Jeg tabte med otte tiendedele til Esben. Det var ærgerligt, men Esben har gjort det rigtig godt og givet gas, så hatten af for det.”

Ib Kragh og Mie Petersen var bogstaveligt talt på hjemmebane, da JUAL Rally blev kørt i den geografiske trekant mellem Horsens, Vejle og Juelsminde. Holdet fra DK MOTORSPORT leverede da også et topresultat, da de tog andenpladsen i løbet. Men det kunne lige så godt være blevet til en sejr, for holdet manglede mindre end tre sekunder i at slå rivalerne, Christian Jensen og Freddy Pedersen.

”Det har været kanonsjovt, og jeg er glad for min andenplads, men selvfølgelig ville jeg gerne have vundet, for det var på hjemmebane, og alle mine naboer stod og heppede på mig. Selv på den sidste prøve, var der bannere med Ib og Mie – kom så. Så er det skægt at køre rally,” siger Ib Kragh.

JUAL Rally var planlagt til at skulle bestå af 12 hastighedsprøver, men her endte en række af dem med at blive aflyst.

”Jeg var meget ked af, at prøve 1 blev slettet, for vi var bare sådan tændt. Det var min prøve, og jeg var klar over, at jeg skulle slå dem. Men på prøve 2 slog vi alligevel Christian Jensen og Brian Madsen, men jeg ville gerne have kørt prøve 1 og have fået et hul,” fortæller Ib Kragh.

Peugeot-køreren noterede sig dog sin sekundmæssigt største sejr på prøve 2, inden han skulle køre løbets fjerde hastighedsprøve, der var identisk med den aflyste første hastighedsprøve.

”Jeg satsede på forkerte dæk, da vi kørte anden gang,” indrømmer rallykøreren fra Juelsminde. ”Jeg troede, at asfalten var mere våd, så mine dæk ikke ville begynde at koge. Det virkede godt på første omgang, men på anden omgang var mine dæk overkørt, og bilen for fra side til side.”

”Alting virkede forkert på den. Der tabte vi fire sekunder til Christian, og jeg ramte også en sten, så vi fik en sivepunktering. Det var der, jeg taber motorløbet. På de andre har vi skiftes til at være hurtigst.”

Til de 15 point, som andenpladsen udløste, kunne Ib Kragh og Mie Petersen også lægge tre ekstra point til fra den såkaldte Super Special Stage, hvor de satte hurtigste tid af alle. De i alt 18 point har betydet, at mandskabet fra DK MOTORSPORT er avanceret til andenpladsen i 4WD-gruppen i Mekonomen Rally Championship, hvor næste afdeling køres i slutningen af juni omkring Sorø.

Det er et år siden, at Ib Kragh og Mie Petersen indledte deres samarbejde i en rallybil, og der gik ikke lang tid, inden makkerparret havde succes. I deres første DM-start sammen vandt de nemlig på hjemmebane, da der blev kørt løb på Juelsminde-halvøen. Den 18. og 19. maj vender duoen fra DK Motorsport tilbage til området med en klar ambition om en gentagelse i årets JUAL Rally.

”Kan vores chancer bare være lige så gode som sidste år, så kan vi ikke klage. Det er en anden type prøver end sidste år, men vi er klar,” siger køreren i den sorte og gule Peugeot 207 Super 2000. ”Det er nogle andre prøver end dem, vi kørte sidste år, og så er der nogle veje, hvor jeg ikke har kørt rally før, selv om jeg naturligvis kender til området.”

Ib Kragh og Mie Petersen havde ikke den bedste start på sæsonen, da kampen om Mekonomen Rally Championship begyndte i Tyskland i slutningen af marts. Det blev til en femteplads efter en lidt sløj start på løbet.

”Nu må vi se, om Christian Jensen og Brian Madsen er sløve om morgenen. Vi plejer at ligge rimeligt tæt, så det kan blive hvad som helst mellem os,” siger Ib Kragh. Han og rivalerne får virkelig deres sag for, da JUAL Rally starter med den længste prøve.

”For mig er det godt, at det er den prøve, for jeg har boet i 28 år ved prøven. Jeg kender den som min egen bukselomme, men det kan både være en fordel og en ulempe. Det har den fordel, at man kan bruge de samme noter fra sidste år og så rette dem lidt til med de erfaringer, man gjorde fra selve løbet.”

Det er dog ikke den 22 km lange første hastighedsprøve, som Ib Kragh ser mest frem til. Det er en hastighedsprøve ved Klejs, som han aldrig har prøvet før.

”På den sidste hastighedsprøve er der et grusstykke mod afslutningen i Klejs Skov,” fortæller han. ”Det er et stykke vej, jeg har kørt i min privatbil før, men aldrig i en rallybil. Det er et specielt stykke grus. Det hopper og drejer og gør alt muligt. Det glæder jeg mig til at prøve.”

Foto: DanskRallyFoto.