2014

Ib Kragh og Mie Petersen formåede at forsvare deres føring i kampen om Danmarksmesterskabet i rally, selv om den seneste mesterskabsafdeling blev noget af en skuffelse for dem. En defekt servopumpe kostede dem stribevis af sekunder og forhindrede dem i at kæmpe med om sejren.

Men det vil de gøre, når årets fjerde DM-afdeling – Peugeot Rally – køres den 20.-21. juni med Slagelse som base.

”Mine chancer er lige så gode som alle andres for at vinde,” siger Ib Kragh. ”Det gælder om at komme i mål og få nogle point på kontoen, og her kører vi efter at få maksimum. Bilen er i hvert fald klar, og vi viste sidste gang, at selv om Christian Jensen vandt, så kan vi godt hænge på ham.”

Men det er ikke kun Christian Jensen, som Juelsminde-parret vil skulle slå i det kommende Peugeot Rally. De skal også besejre den tidligere Danmarksmester, Brian Madsen, som gør comeback.

”Det er svært at sige, hvor meget han vil give gas, når han ikke har kørt et år, men da han kørte i bilen sidst, kunne vi godt matche ham i den,” siger Ib Kragh. ”Man skal holde øje med ham, når han er på hjemmebane, selv om det måske nok først bliver sidst i løbet, at han kommer til at køre stærkt – og der skulle vi gerne være foran!”

Selve rallyet har Ib Kragh og Mie Petersen ikke noget forhåndskendskab til, selv om det foregår i co-drivers barndomsområde.

”Det plejer at være nogle hurtige prøver i Slagelse,” husker Ib Kragh, ”men der er mange faktorer, som spiller ind. Fart, vind og vejr og så lidt held. Der er meget, som spiller ind. Det er klart, at Christian Jensen kun har et mål, og det er at vinde, for ellers har han ikke nogen DM-chance. For os er det lidt anderledes.”

IK Rally Racing har indgået et samarbejde med Golfhotel Vilcon og Vilcon Hotel & Konferencegaard, begge steder kan man booke overnatning i dobbeltværelse med morgenmad for 800,- pr. værelse.

For booking kontakt da: Connie Christensen pr. mail : vilcon@vilcon.dk eller pr. telefon 58 57 15 00. Fortæl i er henvist af Mie Petersen.

Klik her for at læse mere.

Skuffende rallyafslutning

Ib Kragh og Mie Petersen måtte for første gang i denne sæson se sig slået i et DM-rally, da de ved årets Ecoteck Rally Himmerland sluttede på en generel tredjeplads som næstbedste danske mandskab.

”Jeg er ikke tilfreds med resultatet,” lyder det ærligt fra Ib Kragh. Gennem formiddagen og første del af eftermiddagen var det kun få sekunder, der adskilte makkerparret fra Christian Jensen og Freddy Pedersen – de senere vindere.

”Vi tabte otte sekunder til Christian, da vi skulle køre Lindum Skov-prøven første gang,” fortæller Ib Kragh. ”Jeg syntes, at vi kørte fornuftigt, men vi angreb åbenbart ikke hårdt nok. Vi angreb meget mere anden gang, vi skulle køre prøven, men så knækkede remskiven til servopumpen med otte kilometer igen. Indtil da var der ingen steder, hvor vi ikke mente, at vi kunne have kørt stærkere.”

”Jeg var rimelig hidsig, da jeg kom i mål, for vi skulle også køre industriprøven uden at servostyringen virkede, så vi tappede servo-olien af, men bilen var stadig umulig at køre. Vi tabte meget tid på det.”

Fra at have været 12 sekunder bagefter med to hastighedsprøver igen endte Ib Kragh og Mie Petersen med at blive slået med 52 sekunder.

”At blive nummer to blandt danskerne er egentlig okay, og det er også fint, at vi får 16 point og en hel bil med hjem. Det eneste, vi skal skifte før næste løb, er en servopumpe,” siger Ib Kragh.

”Nu kan Christian nyde champagnen indtil næste gang. Man kan godt fornemme, at han er ved at få bilen ind under huden, og at det er ham, vi skal kæmpe med resten af sæsonen. Han er også i offensiven, fordi han ikke var med til første løb, hvor vi valgte at køre et sikkert løb, hvor vi ikke ville begå nogen dumheder.”

Der er en DM-føring, der skal forsvares, når Ib Kragh sammen med sin co-driver Mie Petersen i slutningen af maj stiller til start i årets Ecoteck Rally Himmerland, som får base på Nysum-banen nord for Hobro. Årets to første DM-afdelinger gav nemlig sejre til makkerparret i den hvide og blå Peugeot 207 Super 2000.

”Jeg er klar til et hattrick. Bilen er klar og så må vi se, om vi kan få det til at lykkes i løbet,” siger Ib Kragh, som flere gange har været til start i det nordjyske løb.

”Jeg glæder mig til at deltage. Jeg har endnu ikke set de hastighedsprøver, vi skal køre, men navnene på nogle af de hastighedsprøver, som ikke var med i sidste års løb, ringer en klokke fra dengang, hvor jeg kørte sammen med Freddy Pedersen.”

2013-udgaven af Ecoteck Rally Himmerland blev en stor skuffelse for Ib Kragh og Mie Petersen, da de måtte udgå med en ødelagt motor.

”Jeg håber, at arrangørerne har tænkt sig om med de mange motorhavarier, som der var i løbet sidste gang,” siger Ib Kragh. ”Jeg håber, at der bliver sat nogle chikaner op, for med det deltagerantal, der er i DM-feltet i år, skal vi nødigt have det halveret. Det er ikke så meget for at bremse konkurrenter med hurtige biler. Det er også et spørgsmål om økonomi i feltet, og så er der kun kort tid til det næste DM-løb i Slagelse.”

Ib Kragh og Mie Petersen har i kraft af sejrene i årets to første DM-løb en solid føring i kampen om Danmarksmesterskabet, og den skal forsvares.

”Det ville være rart at have et godt forspring inden det næste løb i Slagelse,” lyder målsætningen. ”Jeg er ikke bange for gruppe N-bilerne, og sidste år fik de mange klø i løbet. Men der er også en trussel i Christian Jensen, som jo er ved at få sin nye bil ind under huden. Men selvfølgelig kan jeg slå ham.”

Ecoteck Rally Himmerland får også udenlandsk deltagelse i form af Jan Becker, som Ib Kragh flere gange har kæmpet mod i ADAC Wikinger Rallye.

”Det kan godt ske, at Jan Becker kan køre stærkt, men han er i hvert fald ikke på hjemmebane,” siger Ib Kragh. ”Ham vil jeg nu ikke spekulere på, for han kan ikke tage DM-point. Det er mere Tim Svanholt, Steen Andersen, Christian Jensen og så nok også Max Christensen, når han nu er på hjemmebane. Jeg kan køre taktisk, hvis jeg vil. Det overvejer jeg, når jeg ser de første prøver. Hvis ikke jeg kan vinde, vil jeg kæmpe med om topplaceringerne.”

Perfekt weekend

Årets sidste aprilweekend blev endog særdeles perfekt for Ib Kragh og Mie Petersen. Makkerparret fra Juelsminde vandt Rally Læborg Autohandel i Vejen, og det var dermed anden DM-afdeling i træk, som de nu har vundet.

”Vi forsvarede ikke blot vores DM-føring. Vi udbyggede den også,” siger en glad og tilfreds Ib Kragh. ”Før løbet havde vi et forspring på fire points, men med lørdagens sejr er det forspring nu vokset til 13 point.”

Det var fra morgenstunden, at Ib Kragh og Mie Petersen skabte grundlaget for deres rallysejr ved Rally Læborg Autohandel.

”Vi stod rigtigt tidligt op lørdag morgen for at være så godt forberedte til løbet som muligt, og det gav pote. Vi vandt tre af de fire første hastighedsprøver og fik skabt os et forspring på 11 sekunder, og det forspring fik i løbet af eftermiddagen udbygget til et halvt minut,” siger Ib Kragh. ”Og det var godt, for på den sidste hastighedsprøve måtte vi lige en tur ud på en mark, og det kostede sekunder. Men heldigvis var vi hurtigt tilbage på vejen og kunne køre løbet til ende.”

Det blev til næstbedste tid på den afsluttende hastighedsprøve og dermed yderligere to mesterskabspoint til de 20, som selve sejren udløste. Men det ærgrer ikke Ib Kragh, at han endnu har sin første sejr i år til gode på den såkaldte Power Stage.

”Den kommer næste gang, men det vigtigste er, at vi kunne fortsætte med at vinde. Og det fortsætter vi med at gøre ved det næste DM-løb,” slutter Ib Kragh, der også havde en god søndag. Den blev nemlig tilbragt i familiens skød, da hans ældste datter, Kristina, blev konfirmeret.

Sejr i Rally Grand Prixet

I en lang rallykarriere har Ib Kragh vundet masser af løb og utallige Danmarksmesterskaber. Men der har været et løb, som han hidtil ikke har haft på sit efterhånden lange CV over sejre. Påskens årlige Rally Grand Prix i Kongensbro mellem Viborg og Århus eksempelvis. Men nu er dette løb også blevet føjet til vinderlisten efter årets udgave langfredag.

”Det blev til en sejr, men det holdt hårdt,” siger Ib Kragh. ”Min værste rival var Christian Jensen, og netop banen i Kongensbro har jo i mange år været hans hjemmebane.”

”I første heat kørte jeg egentlig lidt rundt om mig selv, og så var der en masse støv på asfalten lige præcis dér, hvor jeg mente, at ideallinjen lå,” siger Juelsminde-køreren. ”Jeg fik stillet om på bilen, og banen blev selvfølgelig også kørt mere ren, og så slog jeg Christian med ni sekunder. I de næste par heat var der kun nogle få tiendedele mellem os, men jeg vandt det ordinære løb.”

En ting er den ordinære konkurrence. Noget andet er finalerunden, hvor deltagerne bliver seedet til de indledende ottendedelsfinaler og derefter kvalificerer sig til finalen, hvor startrækkefølgen ikke er helt uden betydning.

”Jeg havde tænkt på en plan, så jeg i finalen kunne undgå at skulle starte lige foran Christian i finalen, men da vi kom til semifinalen, hvor jeg skulle udføre den, turde jeg simpelthen ikke gøre det, for jeg var i tvivl om, hvem af de andre kørere i semifinalen, der var hurtigst, så slappede jeg af, kunne jeg ende med at sætte tredjehurtigste tid og ikke komme videre,” forklarer Ib Kragh. Han endte dog i finalen, hvor han slog sin rival. ”Jeg gav den fuld gas i finalen og tog også nogle chancer, hvor jeg var ude på kanten for at bilen med rundt. Men jeg vandt. Endelig!”

Efter sejren i Rally Grand Prixet gælder det i den kommende weekend anden afdeling af Danmarksmesterskabet i rally, som køres med Vejen som base.

”Hvis bilen holder, så håber jeg, at vi kan tage en ny sejr,” siger Ib Kragh. ”Under alle omstændigheder er det rart at stille op i løbet med en føring i DM-sammenhæng. Siden 2010 har vi jaget og været bagefter fra dag 1, og så er vi lige nået op til det sidste løb. Nu er det rart at være foran, og så må vi se om ikke vi kan forsvare den DM-føring!”

Det bliver ikke til en påske udelukkende med familiehygge og afslapning for Ib Kragh. Rallykøreren fra Juelsminde har nemlig besluttet sig for, at hans hurtige Peugeot 207 Super 2000 også skal luftes i påsken. Helt præcist langfredag.

”Jeg har valgt at stille til start i Rally GP’et i Kongensbro, og der skal ikke være nogen tvivl om, at en sejr er målsætningen,” siger Ib Kragh, der føler sig godt rustet i forhold til sine konkurrenter.

”Rally GP’et bliver vores tredje løb i år, så der er ikke noget med, at vi skal have banket rust af. Og farten i kroppen, ja, den har vi altså. Det beviste min co-driver Mie og jeg ved første afdeling af Danmarksmesterskabet i rally, som vi vandt.”

Rally GP’et køres i en stor grusgrav mellem Viborg og Århus, og selv om Ib Kragh har været til start her mange gange før, så kommer løbet alligevel til at byde på en udfordring.

”Jeg har hørt, at hastighedsprøven i år går den anden vej rundt i forhold til tidligere år, men det er jo lige for os alle, så det betyder ikke noget for vores chancer,” siger Ib Kragh, der specielt har tre rivaler i kikkerten.

”Christian Jensen har vundet dette løb mange gange, men han kommer med en ny bil, som han først skal lære at kende, og det kan måske blive til vores fordel. Men det kan også godt være, at der er andre, som byder op til dans. Eksempelvis Dan Pedersen eller Torben Sørensen.”

Oplev ADAC Wikinger Rallye

Det var ikke kun Ib Kragh og Mie Petersen, der var til stede ved ADAC Wikinger Rallye. Det var Race Media også, og firmaet har produceret denne lille video fra løbet med den vindende Peugeot 207 Super 2000.

Sejr i sæsonpremieren

Sejr, bedste danske mandskab og 22 ud af 23 mulige DM-point på kontoen. Det blev slutfacit for Ib Kragh og Mie Petersen, da de i weekenden deltog i ADAC Wikinger Rallye, der indledte kampen om det danske mesterskab i rally syd for den dansktyske grænse.

”Det var en rigtig god start på DM-sæsonen, og jeg må sige, at det er mit bedste løb hernede, selv om jeg faktisk engang har vundet det i halvfemserne” siger Ib Kragh, som dog ikke fik den bedste start på løbet. Efter de seks hastighedsprøver, der blev kørt fredag aften, lå makkerparret fra Juelsminde blot som nummer fire og var godt 15 sekunder efter de førende i danskeropgøret.

”Jeg vidste godt, at vi ville få problemer, når det var mørkt. Det er ikke min stærke side, og der var måske lidt psykisk også. Nogle gange kører jeg godt i mørke, andre gange gør jeg ikke. Her syntes jeg ikke, at jeg kørte godt, men det gjorde de andre så heller ikke, så det var ikke det store tidstab, som jeg havde regnet med eller frygtet.”

Da ADAC Wikinger Rallye blev genoptaget lørdag formiddag, begyndte det så at gå fremad for Ib Kragh og Mie Petersen, som på den tiende af de 14 hastighedsprøver havde fået arbejdet sig op på førstepladsen.

”Fra morgenen var jeg klar, og nu skulle de andre havde røvfuld,” siger den tidligere firdobbelte Danmarksmester. ”Vi fik startet godt og fik kørt noget ind på dem, og så fik vi troen på det. Vi havde en lille afkørsel på prøve 11, hvor vi var nede i en grøft, men det var ikke noget, som kostede ret meget tid. Jeg skulle bare have styr på, om hjulene sad rigtigt igen. De fejlede gudskelov ikke noget.”

Efter at være kommet i front blandt danskerne fik Ib Kragh og Mie Petersen opbygget et forspring, der ved målrampen i Süderbrarup var på 22,9 sekunder til næste danske hold, de forsvarende mestre Tim Svanholt og Carina Møller.

”Vi fik ikke noget foræret. Vi har kørt os til det,” slår Ib Kragh fast. ”Jeg ved godt, at en af vores konkurrenter væltede, men jeg havde troen på, at de på den lange hastighedsprøve nok skulle få klø, og det fik de. I hvert fald første gang, vi kørte den. Industriprøven plejer at passe mig godt, og det gjorde den også i dag.”

I generalklassementet sluttede makkerparret i den blå og hvide Peugeot 207 Super 2000 på en tredjeplads efter to tyske hold – heriblandt den tidligere VM-kører og tyske mester Hermann Gassner jr., som vandt ADAC Wikinger Rallye.

”Vi satte tid til i forhold til tyskerne fredag aften, men om lørdagen synes jeg ikke, at de trak ret meget fra os,” siger Ib Kragh. ”Hermann Gassners far har ellers altid kørt fra mig, når vi har kørt mod ham, men her fik vi hævn på ham, så det var dejligt.”

Fredag aften bliver det atter alvor for Ib Kragh. Sammen med sin faste co-driver siden 2011, Mie Petersen, stiller rallykøreren fra Juelsminde til start i årets ADAC Wikinger Rallye, og dermed starter makkerparret angrebet på Danmarksmesterskabet i rally.

”Vi glæder os til at komme i gang og håber, at vi kan kæmpe med om sejren i løbet,” siger Ib Kragh, der både har oplevet succes og fiasko i løbet, der foregår mindre end 30 kilometer syd for den dansktyske grænse.

”Vi skal helt tilbage til 1995, hvor jeg vandt Wikinger Rallye, men ellers har jeg ikke haft så meget held i løbet i de seneste år, hvor det blandt andet er blevet til nogle afkørsler. Man kunne håbe på, at vi kan få det vendt til noget mere positivt i år. Mie og jeg føler os i hvert fald godt forberedte.”

I forrige sæson var Ib Kragh og Mie Petersen ubetinget Danmarks hurtigste rallymandskab. De blev noteret for flest prøvesejre gennem sæsonen, vandt to løb, men var også forfulgt af uheld. Som i ADAC Wikinger Rallye, hvor de snittede en snedrive og kom til at sidde fast.

”Nu ser det heldigvis ikke ud til, at vi skal til Tyskland for at køre i sne, men ellers gik det jo godt i løbet sidste år, indtil vi kørte fast. Jeg håber på nogle tørre veje med ti graders solskin,” siger Peugeot-køreren, der i midten af marts varmede op til sæsonpræmieren ved at deltage i et hollandsk løb. Her fik han atter bilen ind på kroppen, og han vil nu gå målrettet efter at vinde sit femte Danmarksmesterskab.

”Det gik ikke sidste år, hvor vi kun gennemførte fire af seks løb. Vi skal i mål alle gange, men vi vil ikke køre og lurepasse,” siger østjyden, der i ADAC Wikinger Rallye en rival mindre. En af hans værste konkurrenter når ikke at blive klar med sin nye bil. ”Det kunne være sjovt at have fået en duel i løbet med Christian Jensen, men det får vi sikkert resten af året. Til gengæld tror jeg også, at både Danmarksmesteren Tim Svanholt og så Steen Andersen bliver skarpe. Steen er i hvert fald godt forberedt.”

Foto: Sebastiaan Doyer.