2017

Glimt fra Cimbern Rally

Cimbern Rallye blev ikke den indledning på Danmarksmesterskabet i rally, som Ib Kragh havde håbet på. Du kan bl.a. se hvorfor i denne video.

Premieren på kampen om årets Danmarksmesterskabet i rally blev ikke helt den, som Ib Kragh havde ønsket, da han og Freddy Pedersen i påsken deltog i Cimbern Rallye, som blev kørt på en række meget snoede veje i det nordlige Tyskland. Desværre startede løbet med en afkørsel på den første af de seks hastighedsprøver, som udløste et tidstab på fem minutter og gjorde det umuligt at kæmpe med om sejren.

2017-Kragh-Action-02

”Plan A var ikke, at vi skulle køre af ligesom vi gjorde sidste år, men jeg ville gøre alt for at vinde prøve 1 for at få et psykisk overtag, og det gik da også godt, selv om det måske ikke lige var de rigtige dæk, vi havde valgt til prøve 1,” fortæller Ib Kragh. ”Vi skulle forsøge at undgå at ramme en kantafmærkning. Det lykkedes, men der var noget løst grus på vejen, og jeg kom over i den modsatte side af vejen, hvor jeg ramte et hegn med en masse buske og træer.”

Bilen kørte herefter som om den var punkteret, men kort tid efter var holdet klar over, at der var sket mere.

”Det gav et skrald, og så larmede det først,” siger Ib Kragh. ”Det viste sig, at fælgen var knækket, så der kun var egerne tilbage. Vi måtte holde ind og skifte, men bilen stod så langt nede på vejen, at det var svært. Når løbet er så kort, og det sker, så er sådan et motorløb kørt. Fem minutter får man aldrig kørt ind i så kort et løb.”

Ib Kragh og Freddy Pedersen kæmpede dog videre, og selv om de havde to snurretur undervejs, nåede de i mål, hvilket der var mange af deres konkurrenter, som ikke gjorde.

”Vi manglede lidt over et minut, så havde vi vundet klassen, men det gjorde vi også i kraft af, at mange andre udgik. Det er jo vores held,” konstaterer Ib Kragh. ”Det kunne have været meget værre. Vi har kun lidt kosmetisk med en bagskærm og en kofanger, der skal repareres, og så er vi kørende igen. Bilen kørte perfekt, da vi først fik sat slicks på og strammet undervognen op.”

På lørdag starter Ib Kragh kampen om Danmarksmesterskabet i rally. Det kommer til at ske lige syd for den dansk-tyske grænse, hvor der køres Cimbern Rallye på nogle meget krævende veje – veje, som Ib Kragh og hans co-driver Freddy Pedersen har kørt på før.

2017-Kragh-Action-01

”Vi kender området, men vi kender ikke de veje, vi skal køre på. Det finder vi først ud af på dagen,” siger Ib Kragh. ”Men det plejer at være meget krævende hastighedsprøver i Nordtyskland, når der er blevet kørt Wikinger og Cimbern Rallye.”

”Vi kommer til at møde hård konkurrence. Dels Jan Becker fra Tyskland, dels Michael Sørensen, som lige har kørt et løb i det franske mesterskab. De er begge varmet godt op, og de kender begge også området. Det viste de sidste år. Kenneth Madsen bliver sikkert også en trussel, hvis det bliver tørvejr.”

Selv varmede Ib Kragh og Freddy Pedersen op i forgangne weekend, hvor de vandt Hammel Autolak Rally Grand Prix i Kongensbro.

”I grusgraven virkede det bare fra første heat,” siger Ib Kragh. ”Vi kæmpede med Jesper Bisted, som er ganske god til sprint, og det var spændende, hvor stærkt han kunne køre med sin nye firhjulstrækker. Vi slog ham med 14 sekunder i det første heat, og så havde vi lidt at give af og behøvede ikke at satse hele butikken. Vi var stadigvæk hurtigst hver gang.”

”Vi føler os nu godt forberedte, så vi kan give gas fra første meter på første hastighedsprøve, så vi kan tage sæsonens anden sejr. Det er det, vi kører efter.”

 

På lørdag sker det. Så skal Ib Kragh sammen med sin co-driver Freddy Pedersen deltage i det første løb på 2017-kalenderen. Det er Hammel Autolak Rally Grand Prix i Kongensbro mellem Viborg og Århus – et rallysprint, makkerparret vandt sidste år.

”Vi håber naturligvis på, at vi kan gentage sidste års sejr,” siger rallykøreren fra Juelsminde. ”I forhold til tidligere år er hastighedsprøven noget anderledes, men det gør ikke noget. Som rallykører er det altid rart med noget nyt, og så er der jo som regel masser af tilskuere i grusgraven i Kongensbro.”2015-Kragh-Action-12

 

I sidste weekend havde Ib Kragh og Freddy Pedersen deres første kilometer i rallybilen. Det skete ved en rallytest i og omkring Roskilde.

”Vi havde håbet på en tur til udlandet inden sæsonstarten, men det kunne vi ikke få til at passe ind i programmet, så vi deltog i rallytesten,” siger Ib Kragh. ”Vi har ikke foretaget de store ændringer på bilen i forhold til sidste efterår, hvor jeg vandt sidste DM-rally, men det fungerede godt.”

Noget nyt er der dog også.

”Jeg har fået to nye mand ind i serviceteamet sammen med de to, som fortsætter fra de sidste mange sæsoner. Derfor var rallytesten vigtig, så de fik mulighed for at lære min Citroën at kende og komme ind i teamets rutiner,” siger Ib Kragh. ”Jeg glæder mig til Rally Grand Prixet på lørdag, hvor jeg kan lære dem bedre at kende, og de kan lære mig bedre at kende. Og bilen. Så vi sammen kan vinde.”