God sæsonstart i Tyskland

Modstanden var hård, da Ib Kragh og Ditte Kammersgaard lørdag tog hul på kampen om årets Danmarksmesterskab i rally. I Cimbern Rallye på de snævre og kurvevige veje i Nordtyskland end det nye makkerpar i den grå, hvide og grønne Skoda Fabia R5 på andenpladsen – midt mellem to andre mandskaber i identiske biler.

”Jeg havde forudset, at det ville blive en kamp mod Poulsen-brødrene Kristian og Roland i de to andre Skodaer i feltet, og det blev det,” siger Ib Kragh. ”Selv om Ditte og jeg endte på andenpladsen, var det et hammerfedt løb med gode prøver, som løbsledelsen skal have stor ros for, men vores eget serviceteam sørgede også for at give os den bedst mulige opbakning i vores første rigtige løb i den nye bil.”

Starten på Cimbern Rallye var god. Ib Kragh og Ditte Kammersgaard satte hurtigste tid på den første af de syv hastighedsprøver, men satte så tid til på de næste to hastighedsprøver i løbet.

”Ditte og jeg fik hurtigt noterne til at passe, men så begyndte jeg at opleve udfordringer med bremserne,” forklarer Ib Kragh. ”Pedalen begyndte at blive blød, og vi snurrede på prøve 3, så vi endte med at skulle bakke, og det kostede vel 15 sekunder.”

Med en udluftning af bremserne ved den første pause sørgede serviceteamet for, at teknikken herefter spillede.

”Og det gjorde noterne også, for derefter kørte det bare snorlige,” siger Ib Kragh. ”Vi sluttede på andenpladsen generelt – 16 sekunder fra Kristian Poulsen på førstepladsen – men tempoet var højt, så det lover godt for resten af sæsonen.”

”Udover luftboblerne i bremserne kørte Skodaen til UG. Gutterne fra serviceteamet sørgede for, at det spillede, og at vi fik løst de udfordringer, der opstod. Og ja, Skodaen var hammersjov at køre i. Og specielt på de udfordrende nordtyske veje. Det var virkeligt sjovt at køre på dem. Jeg glæder mig allerede til næste DM-løb i Kjellerup.”

Foto: Flemming Jensen.

 

Lørdag den 27. april går det løs. Så skal Ib Kragh i gang med forsvaret af sit seneste Danmarksmesterskab. Det kommer til at ske umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse, hvor Cimbern Rallye afvikles med centrum i den lille by Satrup.

”Vi kender ikke hastighedsprøverne på forhånd. De bliver første offentliggjort aftenen forinden, men da det er det samme område, som vi tidligere har kørt i, vil der nok være nogle gengangere blandt hastighedsprøverne fra tidligere år,” siger Ib Kragh.

”Der skal nok være nogle fede prøver, for der plejer at være alle mulige typer af underlag. Men det kan også blive lumsk. Vi har lige kørt sikkerhedsbil ved Stormarn Rallye ved Hamborg, og der var der også veje ved gårdene og markerne, hvor der er blevet kørt med landbrugsmaskiner, så det kan godt blive glat.”

Forud for starten i Cimbern Rallye har Ib Kragh og Ditte Kammersgaard tre gange luftet teamets nye Skoda Fabia R5. Udover Stormarn Rally har de deltaget i en rallytest og vundet Kongensbro Rally Grand Prix.

”Vi er godt forberedt, men det tror jeg også, at modstanderne vil være,” vurderer Ib Kragh. ”Der er nogle af mine konkurrenter, som har været i gang i påsken, og jeg må ikke håbe, at de har lærer alt for meget.”

”Men selv om vi føler os godt forberedte, har vi ikke haft mulighed for at måle os med de konkurrenter, vi møder i Cimbern Rallye. Så det er lidt svært at vurdere styrkeforholdet i forhold til Roland og Kristian Poulsen i deres Skodaer, Kenneth Madsen i Suzukien og Kim Boisen i sin BMW. Det kan godt blive noget af en kamp.”

Efter diverse test blev det i lørdags alvor for Ib Kragh. Sammen med Ditte Kammersgaard stillede han til start i Kongensbro Rally Grand Prix, og det bød på fire intense heat og en nervepirrende finale – og alle fem gange lykkedes det makkerparret at være hurtigst i deres nye Skoda Fabia R5.

”Så kom sæsonen endelig i gang,” siger Ib Kragh. ”Efter en rallytest i Roskilde og en opgave som sikkerhedsbil ved Stormarn Rally ved Hamborg blev det nu alvor, og det var dejligt, at vi kunne ende dagen med en sejr.”

”Vi lagde ud med at deltage i den rallytest, Randers Auto Sport havde arrangeret forud for rallysprintet. Vi kørte testprøven igennem fem gange, og vi forbedrede os en lille smule. Det passede mig fint, at vi kun forbedrede os med halvandet sekund fremfor den alternative situation, hvor man forbedrer sig med 6-8 sekunder. Det er nemlig et dårligt signal, for så har man kørt alt for langsomt første gang.”

I rallysprintet skulle hastighedsprøven køres fire gange. To gange mod uret og to gange med uret.

”Vi kom godt fra start og fandt hurtigt farten, indtil vi ramte noget kølervæske fra en anden deltager, så pludselig vendte vi den forkerte vej. Vi var hurtigst alligevel, selv om vi snurrede, men dækkene var flået i stykker efter det første heat, så vi måtte sætte nogle hårdere dæk på for at få dem til at holde hele dagen,” fortæller Ib Kragh. ”Det lykkedes dog at vinde samtlige fire heats, selv om en svensk konkurrent, der også stillede til start i en ny R5-rallybil, kom tættere og tættere på. Men vi vandt dog sidste heat med halvandet sekund.”

Ib Kragh og Ditte Kammersgaard var selvklart blandt dagens 20 hurtigste hold og dermed sikker på en plads i finalen. Men finalen fik en katastrofal start for dem.

”De andre gange havde starteren kikket ind i bilen, og først når jeg havde nikket til ham, at jeg var klar, satte han nedtællingen i gang,” fortæller Ib Kragh. ”Jeg var ikke klar, da han startede, og jeg gik i stå. Hvorfor lige her? tænkte jeg. Vi kom bagud, men jeg kunne se, hvor vores svenske konkurrent var henne, men han kom længere og længere bagud, men jeg anede ikke, hvor vi stod, for jeg vidste ikke, hvor meget vi havde sat til. Jeg var lidt hidsig, men vi endte med at vinde med 1,4 sekunder.”

”Det blev en god dag. Der var mange tilskuere, og det er naturligvis altid rarest at stå øverst. Servicefolkene havde gjort et kæmpe stykke arbejde for at lære bilen at kende, og de har fået den ind under huden.”

Efter en testdag på Sjælland og den første april-lørdag tilbragt som forkører på vejene omkring Hamborg spidser det nu til for Ib Kragh og hans nye co-driver Ditte Kammersgaard. På lørdag skal de for første gang i direkte konkurrence, når de stiller til start i Kongensbro Rally Grand Prix midt mellem Viborg og Aarhus.

”Nu bliver det alvor,” siger Ib Kragh, ”men heldigvis har Ditte og jeg haft gode muligheder for at forberede os op til sæsonstarten.”

”Første gang, jeg kørte i min nye Skoda, var til en funktionstest. Det handlede bare om at føle sig til rette i bilen og finde ud af, hvordan gearskiftet fungerede, og hvor de forskellige knapper sad. Så gjaldt det rallytesten i Roskilde. Her kørte vi på en rigtig hastighedsprøve, hvor vi fik mere end ti gennemkørsler kun afbrudt af vores egne justeringer. Bilen kørte bare super godt, og hvis nogen kunne have set mig inde under min brandsikre hjelmhætte, ville de have set et smil af de helt store.”

Efter den sjællandske rallytest blev den nye rallybil i den forgangne weekend også prøvet af i det tyske ADAC Stormarn Rallye, som fandt sted ved Hamborg.

”Vi havde fået en aftale med løbsarrangørerne om at være forkørere i løbet,” siger Ib Kragh. ”Vi var derfor ikke med i løbet og kunne deltage uden pres. Det var en god forberedelse, fordi vi i modsætning til traditionelle rallytests her også skulle have fokus på transportetaperne mellem hastighedsprøverne. Og her fik Ditte og jeg lige pudset vores samarbejde af en sidste gang, inden det går løs.”

Og går løs gør det på lørdag. Formiddagen byder på en rallytest nord for Fårvang, men klokken 12.00 ruller den hvide, lysegrå og grønne Skoda Fabia R5 ind i grusgraven hos Munck Asfalt mellem Kongensbro og Ans. Først gælder det fire heats og så – forhåbentlig – en plads blandt de 20 deltagere i finalen.

”Ditte og jeg går naturligvis efter sejren,” lyder det fra den seksdobbelte Danmarksmester, ”men vi har også siddende i baghovedet, at vi 14 dage senere skal køre første afdeling af DM i rally.”

Mange har spurgt. Mange har været nysgerrige. Hvordan ser den ud? Hvad er der under motorhjelmen? Hvordan bliver den nye rallybil dekoreret? Torsdag eftermiddag løftede Ib Kragh så sløret for de nærmere detaljer omkring den bil, han i 2019 skal forsøge at forsvare sit seneste Danmarksmesterskab med.

Ib Kragh havde valgt au2parts hovedkontor i Brabrand til præsentationen. Under et tykt sort dækken stod den nye rallybil gemt for de mange nysgerrige blikke, og efter en interviewrunde tog Ib Kragh sammen med sin co-driver Ditte Kammersgaard fat i dækkenet og afslørede bilen og ikke mindst dens dekoration.

Hvid, grå og lysegrøn var de farvenuancer, rallybilen var blevet dekoreret i, og herefter fik de mange forsamlede lejlighed til at tage den hurtige Skoda Fabia R5 i nærmere øjesyn. Motorrummet blev checket. De smalle sæder blev prøvesiddet, og der blev spurgt ind til de tekniske detaljer, inden Ib Kragh til sidst gav en lille forsmag på rallybilens lydkulisse, da han startede motoren.

Første gang, hvor Ib Kragh og Ditte Kammersgaard for alvor skal prøve den nye rallybil, bliver i slutningen af marts, hvor de deltager i en rallytest i Roskilde som optakt til sæsonen.

Ib Kragh får ny co-driver

Når Ib Kragh i år skal forsvare sit Danmarksmesterskab i Dansk Super Rally, kommer det ikke kun til at ske bag rattet af en ny Skoda Fabia R5. Det vil også være en anden person end hidtil, der skal læse noterne op for ham.

”Jeg har besluttet mig for, at det i år skal være Ditte Kammersgaard, som skal være min co-driver,” fortæller Ib Kragh, som i de sidste tre sæsoner har arbejdet sammen med Freddy Pedersen og vundet to Danmarksmesterskaber.

”Freddy har gjort det godt igennem alle årene, og det er ikke, fordi jeg er utilfreds med ham, men jeg føler, at jeg har behov for at få en ny makker. Freddy og jeg har i denne omgang kørt tre sæsoner sammen, men vi havde også en sæson sammen i 2005, hvor vi også blev Danmarksmestre. Vi kender efterhånden hinanden ud og ind, nærmest som guldbrudeparret, hvor den ene ved, hvad den anden tænker. Jeg føler, at jeg har behov for at få en anden stemme i øret, som kan ruske lidt op i mig.”

Valget af Ditte Kammersgaard er ikke noget tilfældigt valg. Hun havde en række starter med Ib Kragh sidste år.

”Sin unge alder til trods er Ditte en meget erfaren co-driver,” fortæller Ib Kragh. ”Sidste år alene havde hun 20 starter, hvor over halvdelen foregik i udlandet. Hun har lært nogle nye og anderledes teknikker, og i de starter, vi havde sammen sidste år, gjorde hun det hele til UG.”

Ib Kragh og Ditte Kammersgaard skal naturligvis deltage i hele Dansk Super Rally foruden en række hjemlige rallysprints, men derudover er det også planen, at den nye Skoda Fabia R5 skal luftes i udenlandske løb.

Foto: Allan Post Christiansen.

I næsten halvanden måned har Ib Kragh været uden en rallybil. I midten af december solgte han nemlig den Citroën DS3 R5, som sikrede ham den samlede sejr i Dansk Super Rally 2018, til svenske Rolf Grybb, men nu er der atter en rallybil på vej til værkstedet i Juelsminde.

”Det har taget lidt tid, men nu fik jeg endelig min julegave,” fortæller Ib Kragh fra Mlada Boleslav i det nordlige Tjekkiet. Og rallykendere ved, at har man sagt Mlada Boleslav, siger man også Skoda, og det er netop en ny Skoda Fabia R5, som han sammen med sine servicefolk og en af sine sponsorer, Niels K. Skak fra au2parts, mandag fik overdraget hos Skodas motorsportsafdeling.

”Der har været mange brikker, der skulle falde på plads, inden jeg før jul kunne bestille den nye rallybil, og jeg skylder mine sponsorer en stor tak for, at de har gjort det muligt,” siger Ib Kragh, efter at han første gang prøvesad sin nye rallybil. ”Det er mærkeligt at få en bil, som er færdigbygget, og hvor man bare kan sætte sig ind i den og så køre. Men vi skal da have gået den igennem på værkstedet og se, om der er noget, vi kan gøre bedre end tjekkerne…”

Udover at finde det økonomiske grundlag for købet af bilen skulle markedet også sonderes. Nyt eller brugt. Og hvilket mærke, for motorsportsafdelingerne hos Ford, Citroën og Volkswagen producerer ud over Skoda også nøglefærdige rallybiler til R5-klassen.

”I de seneste år har jeg stort set kun set bagkofangeren af den, for Fabia R5’eren er en model, som har været overlegen i forhold til Citroën i udlandet, og jeg er overbevist om, at den også vil kunne klare sig i Danmark,” siger Ib Kragh. ”Det er en helt speciel udgave af Fabiaen, jeg har fået fingre i. Mod slutningen af året gik motorsportsafdelingen i gang med at producere fem biler, hvor man fra start havde nogle opdateringer af bl.a. undervognen. Den model fik jeg bekendtskab til fra en tjekke via en tidligere dansk rallykører, og han har gjort det muligt for os at få fingre i sådan en.”

Alting har sin tid. Sådan gælder det også med rallykørere og rallybiler. Efter fire gode og succesfulde år har Ib Kragh taget afsked med den rallybil, som bl.a. har givet ham to DIF-Danmarksmesterskaber og flere sejre. Fredag den 14. december fik hans hurtige Citroën DS3 R5 ny ejermand, og rallyværkstedet i Juelsminde står nu tomt.

”Jeg har solgt min Citroën til Rolf Grybb fra Sverige, som mange fra det danske rallymiljø kender,” siger Ib Kragh. ”Jeg er glad for, at det er ham, som har overtaget bilen, for jeg føler mig overbevist om, at han ikke blot vil værdsætte bilen, men også passe på den og ikke mindst bruge den. For Rolf kan nemlig godt give gas.”

Fredag forlod den firhjulstrukne rallybil rallyværkstedet i Juelsminde med retning mod Sverige, men det bliver næppe sidste gang, at Ib Kragh kommer til at se sin – nu tidligere – rallybil. ”Jeg har aftalt med Rolf, at hvis det er muligt, vil jeg sammen med en af mine servicefolk tage til Sverige for at bistå ham ved sin første start med bilen.”

Et kik på Ib Kraghs CV viser, at han har siddet bag rattet af mange rallybiler gennem sin lange karriere. Ofte i få år. Derfor har den hurtige Citroën DS3 R5 med fire sæsoner også været en af de rallybiler, han har været mest trofast overfor. Og derfor også mest glad for.

”Det har været en af de bedste biler, jeg har haft,” siger han, ”og det skyldes ikke kun, at jeg gennem flere årtier har oplevet den tekniske udvikling, der har været i sporten, hvor den seneste bil teknisk har været bedre end den forrige. Men med Citroënen har jeg vundet to DIF-titler, og jeg er aldrig udgået med den fra et løb i de fire år. Det har været en virkelig god rallybil.”

Hvad skal der så stå på det tomme værkstedsgulv? Et juletræ ville være oplagt i denne tid, men selv om det kan fælde på to dage, skal det være noget hurtigere.

”Nogle ville måske bare sige, at Det var så det, og nu vil jeg til at spille golf, men jeg føler ikke, at jeg er færdig med rallysporten,” siger Ib Kragh. ”Slet ikke.”

”Hvad jeg skal køre, aner jeg ikke, men det må tiden vise. Jeg har i hvert fald en plan om, at jeg skal køre rally også i 2019.”

Lørdag kunne Ib Kragh og hans co-driver Freddy Pedersen lade champagnepropperne springe udenfor Arena Aabenraa. Efter syv hastighedsprøver endte de med at vinde årets sidste DM-rally – Rally Sønderjylland – med blot fire tiendedele af et sekund og dermed kunne de atter kalde sig generelle Danmarksmestre i rally som samlede vindere af Dansk Super Rally.

”Jeg vil gerne takke mine servicefolk, min makker Freddy og alle mine sponsorer, som har gjort det muligt – og takke for tålmodigheden hos alle dem, der har været tættest på mig,” siger en glad Ib Kragh dagen derpå efter en af de mest marginale sejre i karrieren.

”Jeg vil ikke sige, at vi kontrollerede tingene. Hvis vi havde været bagefter på point og skulle have vundet, havde jeg taget flere chancer. Jeg har før stået i en situation, hvor jeg har tabt et løb med nogle få tiendedele, men det var rart, at det var mig, som stod med en sejr i fire tiendedele.”

Ib Kragh og Freddy Pedersen kom til Sønderjylland med en føring i kampen om Danmarksmesterskabet – halvanden måned efter den foregående mesterskabsafdeling. ”De sidste 14 dage har været hårde. Der har været mange spekulationer,” fortæller Ib Kragh, som vågnede alt for tidligt på løbsdagen – også selv om han og Freddy Pedersen skulle tidligt op for at køre noter om formiddagen. ”Mens vi kørte noter, havde vores serviceteam fået nogle ideer til at ændre opsætningen. Jeg tænkte lidt, Hvad skulle det til for?, men hvor bilen bare kørte godt. De havde sænket bilen, og det gjorde, at den stod bedre fast, selv om den et par gange slog imod bunden. Det eneste problem, vi havde, var, at olien kogte i servostyringen.”

Rally Sønderjylland bestod af syv hastighedsprøver. Efter den første hastighedsprøve var Ib Kragh og Freddy Pedersen tre sekunder bagud, men efter den tredje var de i front. Et kiks på sjette og næstsidste hastighedsprøve forvandlede et forspring på 5,9 sekunder til et minus på 0,3 sekund.

”Jeg fokuserede på en top, hvor en anden kører var kørt af ved første gennemkørsel af prøven, så jeg fik bremset for tidligt og opdagede så, at vi stadig havde 50 meter til mål,” indrømmer Ib Kragh, som benyttede ventetiden inden starten på syvende og afgørende hastighedsprøve – som tillige var power stage – konstruktivt.

”Jeg sad og kørte prøven igennem i hovedet. På en power stage giver man sig lidt mere. Selv om vi havde kørt noget af den tidligere, ville den være forandret, når 70 andre rallybiler i mellemtiden havde været igennem den. Det gav lige det sidste. Det passede 100 procent. Tiderne på de første konkurrenter tikkede bagefter ind på Freddys telefon. De var begge godt ti sekunder dårligere end vores, men så fik vi at vide, at vi havde kørt syv tiendedele bedre end Rasmus Sørensen i den Skoda, han havde lejet til løbet. Det var dejligt at slå ham, for der er ingen tvivl om, at det er den bedste bil i vores klasse.”

Lørdag bliver afgørelsens time for Ib Kragh og Freddy Pedersen. I den lynhurtige Citroën DS3 R5 skal det afgøres, om makkerparret også i år bliver vindere af Dansk Super Rally og dermed kan kalde sig titlen som Danmarks bedste rallyhold.

”Rally Sønderjylland er det sjette og sidste løb i årets DM-serie,” fortæller Ib Kragh. ”Vi har henholdsvis 19 og 51 points forspring til Rasmus Sørensen/Heidi Knudsen og Heino Mejer/Bo Mølgaard på de næste pladser, og der er 60 point at kæmpe om. De point kan vi dels score ud fra slutplaceringen i vores klasse, dels fra det generelle resultat, samt de bonuspoint, den afsluttende power stage udløser.”

”Konkurrencen bliver hård, for der bliver hele ni biler i vores klasser. Rasmus Sørensen er vores hårdeste konkurrent i Dansk Super Rally, hvor han hidtil har kørt i klassen for R2-biler, men til dette løb har han lejet en Skoda Fabia R5, som kører i samme klasse som min Citroën DS3 R5. Vi behøver ikke at vinde løbet generelt for at blive mestre, men jeg skal holde øje med Rasmus. Han har trods alt ikke lejet sådan en rallybil for at køre en lørdagstur. Det bliver spændende at se, hvad han kan præstere i sådan en.”

Rasmus Sørensen/Heidi Knudsen – som allerede har sikret sig titlen i R2-klassen – er ikke de eneste, som kan udfordre Ib Kragh/Freddy Pedersen.

”Steen Andersen kommer og er altid en klar rival, og så starter Roland Poulsen igen i klassen i Poulsen Motorsports Skoda Fabia R5, så der er flere rivaler end Rasmus Sørensen til sejren på dagen,” siger Ib Kragh. ”Selvfølgelig vil Freddy og jeg gerne vinde på dagen, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi går efter at genvinde vores titel i Dansk Super Rally.”

Rally Sønderjylland omfatter syv hastighedsprøver – hvoraf flere er velkendte – og får base i Aabenraa.

”Det bliver rart, at vi afvikler finalen i DM-serien i en af landets større byer. Det er vigtigt, at rallysportens sæsonfinale ikke bare bliver gemt væk, men at der også er fokus på den. Det bliver på asfaltveje, at vi kommer til at køre, men jeg kunne godt have tænkt mig, at løbet havde budt på mere end de par kilometer med grus, som er på programmet, for det er altid sjovt,” siger Ib Kragh, der i sidste weekend holdt kampformen ved lige ved at deltage i finalen i Yokohama-mesterskabet i rallysprint. ”Og så har vi ellers i teamet gjort en stor indsats for at gå bilen efter i sømmene, så intet teknisk kan gå galt, og det skal mine servicefolk have en stor tak for.”

”Jeg håber på, at vi får solskin på lørdag i det sønderjyske. For så kan vi få et rally på helt lige vilkår, hvor det ikke handler om, hvem der har startet på de rigtige dæk, hvis det skulle begynde at regne midt under løbet. Og så vil det naturligvis være rart, at der kommer mange, som hepper og lægger vejen forbi teltet på servicepladsen.”