Det er en meget tilfreds Ib Kragh, der kan se tilbage på ikke bare weekendens Rally Stoholm, men også årets danske rallysæson. Sammen med Ditte Kammersgaard kørte han IK Motorsports nye Hyundai i20N Rally2 til en tredjeplads i det krævende efterårsløb, sikrede sig sølv i Danmarksmesterskabet i Rally2-klassen og blev nummer tre generelt i Dansk Super Rally.

”Arrangørerne havde fundet nogle pissefede og krævende prøver, som var de bedste rallyprøver i Danmark i lang tid,” siger Ib Kragh. ”Det var prøver, hvor underlaget skiftede. Så var der regn, så var der sol. Det var svært at køre.”

”Jeg kan godt lide at køre grus, men jeg skulle lige have omstillet stilen fra den mere vinkelrette kørsel fra asfalt. Vi fik en god start på løbet fredag, hvor vi var femmere generelt. Jeg havde frygtet, at det ville være værre, men i løbet af lørdagen fik vi os stille og roligt arbejdet frem og sluttede som treer. Jeg ville have været tilfreds med en fjerdeplads, for jeg ville ikke satse, fordi vi lå så godt til i mesterskabet.”

Rally Stoholm blev afviklet med fire hastighedsprøver fredag aften og ni styk i løbet af lørdagen.

”Det var et rally, hvor der var et par upsere, hvor det var tæt på, at vi ikke kom længere. Men der var en, som holdt en hånd over os,” indrømmer Ib Kragh. ”Jeg havde nogle meget sene nedbremsninger, hvor jeg endte med låste hjul, men vi havde et godt udgangspunkt. Den opsætning, vi fandt til det forrige løb i Tyskland, hvor det også regnede, fungerede godt, og bilen gør bare ikke noget forkert. Den er nem at kontrollere, og så var mine intermediates fra Michelin bare hammergode.”

Da dagen var omme, kom Ib Kragh og Ditte Kammersgaard på podiet for at modtage de synlige beviser for sæsonens indsats. En bronzemedalje i Dansk Super Rally og en sølvmedalje i Danmarksmesterskabet i Rally2-klassen.

”Det har været en fornuftig sæson, og jeg vil gerne sige tillykke til Mette Felthaus og Kenneth Madsen med den samlede sejr,” siger Ib Kragh. ”Jeg er selvfølgelig ked af, at vores teamkammerater Morten Fuhlendorff og Finn Thomsen blev udelukket, for ellers kunne begge IK Motorsports hold have stået med en sølvmedalje i vores klasser ved sæsonafslutningen.” ”Men der skal lyde en stor tak til vores fantastiske servicefolk, som også hurtigt har fået den nye Hyundai ind under huden, og som har sørget for, at den har kørt som et urværk, siden vi har fået den. Nu skal vi have bilen skilt ad og sendt motoren til opdatering. Min plan er naturligvis, at vi kører videre, hvis servicefolk og økonomien vil være med. Nu har jeg kørt 40 år i træk, og så kan jeg jo lige så godt fortsætte…”

Forberedelserne er snart afsluttet. Tanken på den farverige Hyundai i20N Rally2 mangler at blive fyldt op, og dæktrykket skal blot checkes en sidste gang, men ellers er IK Motorsport klar til årets finale – Rally Stoholm, som er sidste runde af Dansk Super Rally.

”Bilen er klar. Dækkene er klar. Vi er klar.” Sådan lyder det fra Ib Kragh, der sammen med Ditte Kammersgaard står overfor nogle udfordrende hastighedsprøver i Rally Stoholm.

”Der plejer at være en hel del grus i Rally Stoholm. Det var der i hvert fald sidste år, men jeg er meget spændt på, hvad det er for nogle hastighedsprøver, arrangørerne har fundet frem. Udover at en af hastighedsprøverne skulle være en genganger fra sidste år, så ved jeg ikke meget om ruten. Men det bliver nok nogle udfordrende prøver, som veksler meget mellem asfalt og grus.”

Efter en sensommeruge har efteråret for alvor taget sit greb i Danmark. Det spiller også ind på forventningerne og forberedelserne til Rally Stoholm.

”På denne tid af året ved man jo aldrig, hvordan vejret bliver,” konstaterer Ib Kragh. ”Jeg håber på, at vi får et rally med godt vejr. For fans, for kørere og for arrangørerne. Ti graders varme og solskin vil være ideelt på fredag og lørdag, men alt kan jo ske på denne tid af året.”

Inden Rally Stoholm indtager Ib Kragh og Ditte Kammersgaard tredjepladsen i kampen om Dansk Super Rally – det generelle mesterskab – og andenplads i klassen for firhjulstrækkerne i Rally2-bilerne. ”Hvis vi kan holde vores tredjeplads i Dansk Super Rally, vil vi være tilfredse,” siger Ib Kragh. ”Jeg glæder mig meget til at køre sæsonens sidste løb, for 2022 har været en meget turbulent sæson udenfor hastighedsprøverne. Bestilling af ny bil. Udsættelse af leveringsdatoen. Gang i alternative planer. Lejebil fra Italien og så endelig levering af den nye bil. Det har været krævende.”

Weekendens Cimbern Rally blev en stor udfordring for IK Motorsport, chauffør Ib Kragh og co-driver Ditte Kammersgaard. I løbet – der talte til såvel det danske som det tyske rallymesterskab – kom holdet i mål på en generel sjetteplads, sluttede som fjerdebedste danske mandskab og tog en tredjeplads i klassen.

”Cimbern Rally er altid uforudsigeligt på grund af vejene, men vejret spillede også en stor faktor,” siger Ib Kragh. ”Det kunne være knashamrende tørt på den ene hastighedsprøve, og på den næste var det vådt. Nogen steder. Ikke alle.”

”Resultatet skal jeg ikke klage over med en tredjeplads i klassen, for det gav gode point til mesterskabet. Og så endte vi med at finde en god regnvejrsopsætning til Hyundaien. Det og nogle gode intermediate-dæk fra Michelin er godt at have med til årets sidste rally, som kommer til at foregå i november.”

Cimbern Rally foregik over to dage med to hastighedsprøver fredag og tre lørdag. Alle skulle køres to gange. Fredagens hastighedsprøver blev første gang gennemført i dagslys. Anden gang i mørke.

”Fredag var min plan, at vi skulle overleve, for jeg er ikke god i mørke, og det viste sig at give pote at være stabil på alle prøver,” siger Ib Kragh. ”Vi har haft et par upsere. Én fredag aften og én tre sving før mål på sidste prøve lørdag. Det sker, når man bliver overmodig.” ”Vi forventede regn lørdag, så fredag aften ændrede vi bilen fra tørvejrs- til regnvejrsopsætning. Det tørrede så op i løbet af lørdagen, men bremserne drillede. Pedalen sank et par centimeter. Det viste sig, at den ene skive bagest var skæv og slog klodserne tilbage, så der skulle trædes mere på pedalen, før klodserne er tilbage. Vi prøvede at skille det hele ad ved servicepausen lørdagen, men det hjalp ikke. Nu har vi bestilt nye bremseskiver til bilen.”

Cimbern Rallye er næste opgave for Ib Kragh, co-driveren Ditte Kammersgaard og det øvrige IK Motorsport. Løbet finder sted godt 30 km syd for den dansk/tyske grænse og er næstsidste afdeling af såvel det tyske rallymesterskab som Dansk Super Rally.

”Vi kommer til at møde nogle af skrapsakkerne fra den tyske løbsserie, og det bliver nok vores sværeste løb i år,” siger Ib Kragh, som ser frem til udfordringen.

”Det bliver nogle af de bedste hastighedsprøver i sæsonen. Cimbern Rallye og forgængeren Wikinger Rallye har altid været et specielt rally med sindssygt gode hastighedsprøver. Det er teknisk svære prøver, og man skal have en bil, som fungerer. Men man skal også være skarp som chauffør, og co-driveren skal også være klar.”

85 mandskaber er tilmeldt Cimbern Rallye. 18 af disse er i Rally2-klassen, hvor IK Motorsport deltager med sin Hyundai i20N Rally2. Den danske del af dette felt er også blevet styrket.

”Michael Sørensen har meldt sin ankomst, så der skal hænges i, hvis vi skal opnå vores målsætning om at komme i top 3 blandt de danske hold,” siger Ib Kragh. ”Jeg kikker ikke så meget på vores tyske konkurrenter.” Cimbern Rally strækker sig over tre dage. Torsdag aften har deltagerne tre timers shakedown, inden det fredag eftermiddag går løs med de første fire hastighedsprøver, mens de sidste seks køres i løbet af lørdagen. I alt skal der køres 132 km hastighedsprøver.

”Det bliver godt at få noget kørsel i den nye bil inden løbet og finde et godt start-setup,” siger Ib Kragh. ”Vi har endnu ikke helt fundet det rette setup på bilen, men den er også så ny, at der ikke er megen viden at trække på fra Hyundai Motorsport. To af de fire hastighedsprøver fredag kommer til at foregå i mørke, og det bliver første gang, at vi skal prøve Hyundaien med lys på.”

Årets Sydhavsrally blev ikke det rally, som Ib Kragh og Ditte Kammersgaard havde håbet på. Godt nok sluttede makkerparret atter i toppen med en generel tredjeplads i deres Hyundai i20N Rally2, men løbet, der havde base i Nykøbing Falster, blev stoppet efter seks af de ti hastighedsprøver.

”Jeg er godt tilfreds med resultatet, men jeg er ked af, at løbet bliver stoppet før tid. Det var en ærgerlig afslutning, men sikkerheden for deltagerne og publikum var ikke i orden,” siger Ib Kragh.

Sydhavsrally bestod af i alt fem forskellige hastighedsprøver. De to første skulle køres to gange om formiddagen, mens de tre resterende skulle køres om eftermiddagen – også to gange.

”Jeg havde forventet, at hastighedsprøverne ville være hurtige, men ikke, at de var så hurtige. Et par chikaner havde gjort underværker. Det er ikke sjovt at køre 1.100 meter lige ud for fuld gas, og der var et sted, hvor man ville være endt i et hus, hvis det var gået galt,” siger Ib Kragh. ”Eftermiddagens hastighedsprøver var super sjove, men vi kørte bedre prøver i det samme arrangement sidste år.”

”De høje hastigheder kunne nemt have været undgået, hvis man på de lange lige stræk havde opsat nogle chikaner i form af kegler, som ville udløse en tidsstraf på f.eks. 20 sekunder, hvis man påkørte dem. Men den måde, man havde lavet kantafmærkninger på, var også kritisabel, og det kostede bl.a. et hold den videre deltagelse, fordi holdet snittede en af dem, så de punkterede begge dæk i den ene side. Og de havde kun ét reservehjul med.”

Ib Kragh og Ditte Kammersgaard fik en lidt dårlig start på Sydhavsrallyet.

”Det startede med, at hastighedsprøverne var fugtige fra morgenstunden,” fortæller Ib Kragh. ”Bilen låste bl.a. baghjulene under de hårde opbremsninger. Når det sker, stoler man ikke på den, og så bremser man tidligere end normalt, så vi fik bøllebank på de to første hastighedsprøver. Men ellers kører bilen fornuftigt, og i løbet af dagen fik vi kørt os fra en femte- til en tredjeplads.”

Næste DM-rally bliver Cimbern Rally, som køres lige syd for den dansk-tyske grænse i slutningen af måneden. ”Det løb bliver noget helt andet. Ikke så hurtigt, men teknisk meget mere krævende,” slår Ib Kragh fast.

”Vi skal i top 3”

I den kommende weekend deltager Ib Kragh og Ditte Kammersgaard i deres anden DM-start med IK Motorsports nye Hyundai i20N Rally2. Første DM-løb var Au2Parts Rally Himmerland, hvor de dels sikrede sig DM-guld i disciplinen rallyshow, dels sluttede på en andenplads generelt. Siden har rallykøreren fra Juelsminde deltaget i et nordtysk rally og tre afdelinger af Yokohama-mesterskabet for at blive mere dus med den nye rallybil.

”Det sidste løb kørte vi søndag i Ringkøbing, hvor vi endte med at vinde alle fire heats og sejre generelt,” siger Ib Kragh.

”Det gjaldt primært om at få bilen mere ind under huden. Ved det første heat i Ringkøbing kørte bilen lidt mærkeligt, men et par nye fordæk ændrede på det, for så kom der mere greb i bilens forende. Vi eksperimenterede med nogle forskellige ting, og til sidst kørte bilen, som jeg gerne ville have den til at gøre.”

”Vi vinder med 22-23 sekunder over Jan Pedersen og med Håkan Oddshamar på tredjepladsen. Begge kørte i Rally2-biler. Det var en god dag, hvor min protege Morten Fuhlendorff blev toer i sin klasse og fik eksperimenteret med nogle ting på sin rallybil.”

En ting er de kompakte rallysprints. Noget andet er det forestående Sydhavsrally med 135 km hastighedsprøver fordelt på fem forskellige hastighedsprøver, som alle skal køres to gange.

”Hvis det forbliver tørt, har vi en rigtig god opsætning,” siger Ib Kragh om løbet, der har base i Nykøbing Falster. “Lolland og Falster er kendetegnet af at være et forholdsvis fladt område, og det er har også været flade områder, jeg hidtil har kørt Hyundaien på. Men det bliver selvfølgelig noget andet, hvis der kommer regn, for det har vi endnu ikke haft lejlighed til at prøve Hyundaien i…”

Sydhavsrally er et internationalt løb, og derfor er det ikke blot de sædvanlige rivaler, som Ib Kragh og Ditte Kammersgaard kommer til at møde. ”Denne gang deltager også to norske kørere – Lars Martin Stensbøl i en Ford Fiesta Rally2 og Trond Sveinsvol i en Citroën C3 Rally2,” fortæller Ib Kragh. ”Sidstnævnte har jeg kørt imod i mine yngre dage, og han har altid været en god chauffør. Men det bliver mere Marco Gersager, Kenneth Madsen og Kim Madsen, jeg skal holde øje med. Vi skal i top 3.”

To uger efter EC Sikring Juelsminde Sprint sad Ib Kragh atter bag rattet af sin nye Hyundai i20N Rally2. Også denne gang var det i en afdeling af Yokohama-mesterskabet – nu i Koldings industrikvarter – og det så ud til, at rallykøreren fra Juelsminde skulle tage den anden sejr ud af to mulige.

”Det gik ikke som præsten prædikede,” siger Ib Kragh. ”Det var gået godt i de tre første heat, men i det fjerde heat, hvor jeg forsøgte at køre optimalt, men med en vis sikkerhedsmargen, begyndte bilen at skubbe over forhjulene på de kolde dæk.”

”Jeg havde kurs mod en vel nok 10-12 centimeter høj kantsten, så jeg valgte at trække håndbremsen, stille bilen på tværs og så forsøge at bruge firhjulstrækket til at trække den derfra. Desværre ramte baghjulet kantstenen, så fælgen blev ødelagt, mens en sporestang – der ellers skal stå snorlige – lignede en boomerang. Men alternativet havde været at køre ligeud, beskadige begge forhjulsophæng, rykke kofangeren af bilen og ødelægge køleren. Dette her var trods alt billigere…”

Selv om sidste heat ikke blev gennemført, kunne Ib Kragh – der denne gang havde sin servicemand og rutinerede co-driver Bo Mølgaard med for at høste tekniske erfaringer – slutte som nummer tre. Ikke blot i klassen, men også generelt.

”Gennemfører du ikke et heat, bliver du tildelt dårligste tid i klassen plus 30 sekunder, og det rakte trods alt,” siger Ib Kragh.

”Men vores deltagelse i løbet skete primært for at finde en opsætning af Hyundaien, så jeg ikke længere følte, at den kørte med mig, men at jeg kørte med den. Vi startede med vores opsætning fra Juelsminde Sprint. Her var vi 1,8 sekunder efter hurtigste bil i første heat. Så skiftede vi fjedre og var et halvt sekund efter. Tredje heat vandt vi med godt fire sekunder på en delvis våd asfalt. Så førte vi sammenlagt med 1,3 sekunder. Fjerde heat gennemførte vi jo ikke, men her var asfalten tør, og den hurtigste mand sætter her en tid, der kun er nogle sekunder bedre end den tid, jeg satte på den våde asfalt.”

Allerede på søndag deltager Ib Kragh i en afdeling af Yokohama-mesterskabet. Det sker i Ringkøbing. ”Det er nærmest min anden hjemby,” siger han, ”og vi skal arbejde yderligere med opsætningen af Hyundaien. Jeg bliver mere og mere glad for at køre i den, og jeg håber, at vi har fundet en god opsætning, vi kan bruge til fjerde afdeling af Dansk Super Rally – Sydhavsrallyet – i starten af september.”

Det store arbejde med EC Sikring Juelsprint Sprint i hjembyen har Ib Kragh nu fået lagt bag sig, og han er begyndt at kikke fremad. Forude venter fjerde afdeling af Dansk Super Rally – Sydhavsrally – som køres med Nykøbing Falster som base i den anden weekend af september.

”Det plejer at gå godt for mig, når jeg kører i området, men det kræver også forberedelser,” siger Ib Kragh. ”Derfor deltager jeg i de næste to weekender i afdeling 2 og 3 i Yokohama-mesterskabet Vest – den serie af rallyshows, hvor første afdeling var EC Sikring Juelsminde Sprint.”

På søndag starter han i Yokohama-mesterskabsløbet i Kolding. Syv dage senere gælder det et tilsvarende løb i Ringkøbing.

”Hastighedsprøven i Kolding er noget hurtigere og lidt længere end den, vi kørte i Juelsminde,” siger Ib Kragh. ”Jeg kender den ikke så meget, men det gør jeg til gengæld med hastighedsprøven i Ringkøbing weekenden efter, for jeg elsker at køre i Ringkøbing, som nærmest er min anden hjemmebane.”

Med i navigatørsædet har han Bo Mølgaard.

”Bo er en del af mit servicemandskab, men også selv aktiv i sporten. Derfor kan han være med til at give mig gode input omkring opsætningen af Hyundaien,” siger Ib Kragh. ”For det er det, min start i de to kommende to løb handler om. At lære bilen bedre at kende og afprøve forskellige indstillinger.” ”Jeg døjede lidt med bilen i de hurtige sving ved seneste løb i Dansk Super Rally, hvor den var lidt urolig. Det vil jeg gerne have ændret på.”

Ib Kragh fik lørdag en fødselsdag, som er ganske få rallykørere forundt. Han vandt EC Sikring Juelsminde Sprint, som han selv havde været initiativtager til og medarrangører af.

”Jeg er stolt over, at der kom så mange til byen – deltagere og tilskuere – og at jeg på den måde kan gøre noget for sin hjemby,” siger Ib Kragh.

”Der er mange, som har hjulpet til. Hvad enten det er mine mekanikere, som har gjort min rallybil klar og hjalp med opsætningen af prøven, frivillige fra landets motorsportsklubber eller Juelsmindes borgere. De er altid hjælpsomme, når jeg får en skør idé. Det er alle i byen. Så mangler man en kabeltromle, så en gaffeltruck. Ringer man til dem, er de klar til at hjælpe. Det er det dejlige ved Juelsminde.”

Ib Kragh har længe haft en dobbeltrolle. Han var dels medarrangør, dels deltager i EC Sikring Juelsminde Sprint. Men lørdag morgen lagde han mobiltelefonen til side.

”Jeg skulle koncentrere mig om min deltagelse, og så måtte andre klare de praktiske ting omkring løbet – og det kunne de heldigvis,” siger Ib Kragh. Ved førermødet lørdag morgen på Juelsminde Storstrand blev han dog gjort opmærksom på, at han nu var blevet 58 år.

”Det rørte mig, da de 80 deltagende hold sang fødselsdagssang. Mine børn synger for mig hvert år, men det havde jeg ikke regnet med. Det var en speciel dag for mig.”

Med Ditte Kammersgaard i navigatørsædet tog Ib Kragh den samlede sejr i EC Sikring Juelsminde Sprint. Selv om han tidligere har været medarrangør af DM-rallyer, hvor hastighedsprøver i Juelsminde indgik i programmet, bød løbet alligevel på udfordringer for Ib Kragh, der i godt 30 år har boet i byen.

”Det var dejligt med fire heatsejre, men man skal virkelig eksplodere, når man starter, for man skal knokle lidt mere for sejren til sådan et sprint,” siger Ib Kragh, som efter fire heat endte som samlet vinder med 20 sekunders forspring.

”Vi skulle efter planen have kørt et femte heat og en finale, men dem var vi desværre nødt til at aflyse, fordi tidsfristen udløb. Det var ærligt. For de godt 80 deltagere og tusindvis af tilskuere, som var kommet til Juelsminde.”

Selv om det ikke blev til nogen finale i EC Sikring Juelsminde Sprint, har Ib Kragh kun fået positive tilbagemeldinger.

”Vores hovedsponsor EC Sikring er klar til en ny udgave. En af byens restauratører mener, at der aldrig før har været så mange mennesker i byen. Deltagerne har ringet og skrevet, og de er alle glade. De er ærgerlige over, at vi måtte stoppe før tid, men roser omgivelserne og kalder Juelsminde Storstrand for Danmarks bedste serviceplads,” siger Ib Kragh. ”Jeg håber, at vi kan gentage løbet til næste år. Og vi er så småt begyndt at udforme en liste med forbedringspunkter. Gentager vi løbet i 2023, skal vi altså gennemføre vores præsentationskørsel med de historiske køretøjer. Nu havde jeg ellers fået instrueret min datter og svigersøn om, hvordan man starter og kører en NSU 1000 og en Fiat 500…”

Foto: Jokum Tord Larsen.

Midt imellem forberedelserne til lørdagen EC Sikring Juelsminde Sprint rev Ib Kragh i weekenden et par dage ud af kalenderen for sammen med Ditte Kammersgaard og det øvrige IK Motorsport at deltage i det nordtyske ADAC Holsten Rallye.

”Det var godt at få banket rusten af, men også godt at lære min nye Hyundai bedre at kende,” siger Ib Kragh. ”Jeg har jo kun kørt et løb med den, så det er rart at få noget fart i kroppen igen, inden det på lørdag går i gang i Juelsminde, og vi tager hul på efterårssæsonen.”

ADAC Holsten Rallye er på mange måde et specielt løb. Det foregik på det store militære område Putlos, hvor der blev kørt på grus-, asfalt- og betonveje.

”Da jeg kørte min første DM-sæson tilbage i 1985, talte kalenderen en tysk løb, hvor der indgik nogle hastighedsprøver på Putlos-området,” husker Ib Kragh. ”Jeg kunne genkende nogle enkelte dele, men for tyskerne er området hverdagskost, for de bruger det til rally flere gange om året.”

”Dennis Rostek, som vandt løbet foran mig, fortalte, at han slet ikke havde brug for noter. Men det havde Ditte og jeg. Tyskernes kendskab til området svarer vel til, hvis vi danske rallykører fem gange årligt kørte den store hastighedsprøve i grusgraven ved Gammelrand. Vel at mærke ti år i streg. Så ville udlændinge også have det svært.”

Formålet med deltagelsen i ADAC Holsten Rallye var naturligvis ikke pokaljagt, men læring med den nye Hyundai i20N Rally2. Først kørtes to hastighedsprøver på 10 og 12 km i alt tre gange, inden de til sidst blev kombineret til en samlet hastighedsprøve på godt 20 km.

”Det var en hastighedsprøve, som gav dug på panden. Selv om der var flere steder med både hårnåle og grus, kørte vi hastighedsprøven på 12 minutter og ni sekunder. Det var fem sekunder langsommere end Dennis Rostek,” fortæller Ib Kragh.

”Til de første prøver var det svært at finde de rette dæk, men da jeg fik mine hårdeste dæk på, kom der gang i bilen. Jeg fik også afprøvet nogle andre fjedre og en indstilling til det hårde betonunderlag, vi kørte på, og jeg må sige, at bilen bare kører, og det hele spiller fint. Nu skal vi bare have gjort den klar til løbet i Juelsminde på lørdag.”

”I EC Sikring Juelsminde Sprint bliver der hård kamp. Anders Lysen kommer med en helt ny Suzuki Swift, og jeg er sikker på, at både han og bilen vil være stærke i byens gader. Men jeg tager udfordringen op.”