1982-1988

1982

Ib debuterede i manøvreprøver i efteråret 1982 i Horsens Automobil- og Motor Klub efter i 2-3 år at have kørt gokart som medlem i motorklubberne i henholdsvis Vejle og Ikast. Debutbilen var en Ford Escort Mark II med en 1,3 liters motor. Ib blev ikke sidst, men nogen større succes var det ikke.

1983

Ib deltog i åbne manøvreprøver i Jylland og på Fyn. Men selv om han fik mere erfaring, var der stadig ingen klassesejre eller medaljer.

1984-1985

Efter at have kørt sine to første sæsoner i brugt materiel besluttede Ib selv at bygge en ny bil af samme mærke/type. Et af årene vandt han Syd Cuppen. Han begyndte at køre specialprøver og rally, men stadig var der intet specielt at skrive hjem om. Ib sluttede året som nummer tre i Rally Cuppen op til 1,3 liter og præmieres af Ford.

1986

Ib byggede atter en rallybil op fra grunden. Stadig en Ford. Stadig en Escort. Men nu med en 1,6 liters motor. Han kørte i alt 27 arrangementer i løbet af året, både manøvreprøver, specialprøver, minirally og rally. Ib vandt 16 gange, blev nummer to i alt syv gange, fik to tredjepladser og en fjerdeplads. Den mekaniske stabilitet var også ved at være der, for han udgik kun fra ét løb.

1987

Den succesfulde 1986-sæson gav blod på tanden, så nu skulle der noget vildere til. Ib købte derfor den Ford Escort BDA, som Holger Helle havde kørt mange løb med. Desværre blev året den diametralt modsatte udgave af året forinden, for næsten hver gang måtte han udgå med motorproblemer. En helt igennem kummerlig sæson.

1988

Trods fiaskoen fortsatte Ib i samme bil. Til årets anden DM-afdeling i Kalundborg hyredes en ny og ukendt andenkører pr. telefon umiddelbart før løbet. Åge Birk var navnet, men alligevel sluttede parret med en gruppesejr i gruppe H og en femteplads generelt. Dette var gennembrudsløbet for Ib Kragh i dansk rallysport. Den resterende del af året fungerede bilen perfekt og gav gode resultater. Så gode at den daværende landstræner – Torben Arp – henvendte sig med et tilbud om en plads på juniorlandsholdet fra og med 1989.